AndersSandøeØrsted

188

T I D E N T I L 1 8 3 5

har tænkt saare lidet paa det specielle, saaledes synes man igen

i de enkelte Materiers Afhandling at have glemt de Lærdomme,

man har opstillet i den almindelige Del.“ Ørsted havde sin Styrke

i at kunne samle alle Traadene, der beherskede vedkommende Pro

blem, og han lægger ingen Vægt paa, om disse Traade fører ind

paa Omraader henhørende til forskellige Dele af Retssystemet;

han var ikke Lærer i enkelte Systemafsnit men all round-Jurist.

Spørgsmaalet om nye

Loves tilb a g evirken d e K ra ft

var ikke be

handlet af vore tidligere Forfattere udover Opstillingen af den

Doktrin, at Lovene ikke havde denne Virkning, hvorimod tyske

Jurister havde opstillet flere eller færre almindelige Regler herom

med udtalt Tendens til i Reformeringens Interesse at give de nye

Love udstrakt Anvendelse. Ørsteds Behandling i Hdbg. I S. 164—

259, jfr. tidligere Jur. Arkiv (1811) adskiller sig derfra ved at

give Afkald paa at henføre alle Tilfælde under samme Synspunkt.

I Stedet derfor gennemgaar han under 24 Punkter Love af forskel

lige Slags og prøver ved hver Gruppe de særlige Hensyn, som ved

denne gør sig gældende. I nogle almindelige Bemærkninger udvik

ler han, at de, der lever under den ældre Ordning og har indrettet

sig med den for Øje, ikke kan vente at forblive uberørt af den nye

Lovs Ordning, men paa den anden Side er det dog vist, „at Bor

gerne, hvis de med Lyst og Mod skulle kunne nyde og benytte deres

Ejendomme og indrette deres Handlinger efter forstandige Hensig

ter, maa kunne stole paa, at den nærværende Tingenes Orden ikke

letsindigen forstyrres ved nye Love, der betager Ens Ejendomme

sit Værd og giver Ens Foretagender en uberegnet og for den paa

gældende skadelig Virkning. Lovgiveren bør derfor altid saavidt

som mulig skaane de allerede stiftede Retsforhold for bebyrdende

Indflydelse af den Lovforandring, han finder det gavnligt at iværk

sætte, i hvilken Henseende han efter Omstændighederne enten gan

ske kan undtage slige Forhold fra den nye Lovs Herredømme eller

tilføje saadanne særdeles Bestemmelser, at de paagældende intet

tabe ved den nye Lovs Anvendelse, eller at dog dette Tab bliver

mindre føleligt. Dommeren bør ligeledes, hvor ikke Lovens Form

eller dens klare Øjemed bestemt fordrer det modsatte, forudsætte,

at denne ikke vil gøre nogen Forandring i allerede erhvervede Ret

tigheder, og hvor en saadan nødvendig maa antages, maa Formod

ningen dog være for den muligste Indskrænkning heri.“ Han lader