206 / 345
184
T I D E N T I L 1 8 3 5
i Forening med min oprindelige Aandsretning og min tidligere
Udvikling har medført, at de Midler til at fremme Retsviden
skaben, som jeg nogenlunde har haft til min Raadighed, mere har
bestaaet i den Erfaring, som en udstrakt Embedsvirksomhed har
givet mig, forenet med den Eftertanke, disse har fremkaldt, end
i en Rigdom af lærde Kundskaber.“ Jur. Tidsskr. XVII pag. 251.
Hullerne mellem de udtrykkelige Normeringer —- og af dem
var der mange — udfyldte han ved Hjælp af „Lovens Aand“, hvor
ved han forstod alt det i Loven, som leder til at indse, hvad der
udenfor det udtrykkelig foreskrevne skal gælde som ret, et videre
Begreb end Analogi, der kræver Tilfældenes Lighed, idet der der
under indgaar Følgeslutninger eller Modsætningsslutninger fra
Lovstedet til forskelligartede Forholds Ordning. Men i ovenstaaende
Citat S. 183 vil det være bemærket, at der som Fortolkningsmid
del ogsaa opføres „hvad der i sig er ret og fornuftmæssigt“. Er
dette nu ikke Naturretten? Ørsted opstiller her, se Hdbg. I S. 83 ff.,
en Modsætning mellem Naturret i retsmetafysisk Forstand og
na
tu rlig R et,
der netop er saadanne Begreber, han peger paa i Slut
ningen af Citatet. Uden at være udtrykkelig hjemlet gælder der
visse Regler om, hvorvidt Ejeren er berettiget til, hvad der fin
des i Jordens Skød, at Manden er Familiens Hoved, at Konen
følger Mandens Stand, Værneting m. v., at Adelskab alene for
planter sig paa agnatiske Descendenter, at negotiorum gestor hand
ler retmæssigt og faar Krav paa Godtgørelse m. v. „Det Retssystem,
som saaledes har dannet sig selv ved den naturlige Retsfølelse,
den sunde Fornuft, det borgerlige Livs Tarv, Retsgenstandens Na
tur og Folkets Sæder, er det ingenlunde den positive Lovs Hensigt
at fortrænge, hvorimod den bør søge at bevare, rette og forædle
samme. Den af hine naturlige Elementer udviklede Ret vil fuld-
komnest stemme med Folkets Tarv; den vil have Meningen for
sig, være Folket bekendt og elskes af samme.“ Om andre Sætnin
ger, der nødvendigvis maa bruges til at supplere Loven, gælder
ganske vist, at de ogsaa har Plads i den filosofiske Retslære f. Eks.
Reglerne om fremmedes Handlinger heri Riget, Lovenes Anven
delse paa allerede foretagne Handlinger eller eksisterende Tilfælde,
Forsøg paa Forbrydelser m. v., men Sanktionen ligger i Lovens
Forudsætning om at saadanne Sætninger maa uddannes. „I Ma
terien om Bevis er der og uendelig meget, som ingenlunde beror