AndersSandøeØrsted

186

T I D E N T I L 1 8 3 5

hed

som Retsbegreb forstaar han Forskriften om at tage Hensyn

til individuelle Egenskaber og Forhold, der ikke lader sig ind

befatte under faste almindelige Regler, noget der efter hans Syns-

maade var megen Anvendelse for baade i Straffe- og boi gerlige

Forhold. Under Fællesbetegnelsen

uskreven R e t

behandler han

endnu Højesterets Præjudikater, hvorom Hurtigkarl kun bemær

kede, at de ikke havde Lovskraft. Han fremhæver, at Højesteret for

at skabe Fasthed i Retstilstanden holder paa sine Præjudikater,

og at det maa anses for Pligt for de øvrige Domstole, hvor de er

klare over Højesterets tidligere Afgørelser, at følge disse.

Skreven Ret var først og fremmest Landslovene, Danske og

Norske Lov. Der var visse Tvivlsspørgsmaal at klare om Tids

punktet for Skæringen mellem disses og de omkring deres Til

blivelse udkomne Forordningers Gyldighed, og iøvrigt leveres der

i Hdbg. I S. 7 ff. en interessant

V u rd erin g a f D . L.,

som Ørsted

sætter meget højt. Det maa vel indrømmes, at man „forgæves vilde

søge den udtømmende Fuldstændighed, den Nøjagtighed i Begre

bernes Opfatning, den Præcision i Udtrykket, den i et og alt

strænge Konsekvens, som maatte udmærke en fuldkommen Lov

givning. Vigtige Materier er derimod forbigaaede. Lovens Grund

sætninger skjuler sig ofte i kasuistiske Bestemmelser og maa alt-

saa udfindes ved Abstraktion, der ikke sjældent efterlader Tvivl.

For Anomalier ja vel Modsigelser er Loven ikke fri. Udtrykket

mangler stundom fornøden Korrektion, og enkelte Artikler er ikke

aldeles forstaaelige, ligesom det og paa sine Steder er klart, at

Lovkoncipisterne har misforstaaet de ældre Love, hvoraf de har

øst. Ligeledes er adskillige Materier behandlede efter Grundsæt

ninger, som man nu ikke kan billige . . . Men lægger man Mærke

til Lovens Tendens i det hele og glemmer ikke den Tid, hvori

den er opstaaet, saa kan man ikke nægte, at den jo udmærker

sig ved en høj Grad af Agtelse for borgerlig Frihed og Lighed,

ved en mild og human Aand i Forbindelse med en selv i sine

Overdrivelser agtværdig sædelig Strænghed, og at dens Bestem

melser for det meste vidner om et sundt og skarpt Blik, om mo

dent Overlæg og omhyggelig Prøvelse; at den ofte i sin Simpel

hed har truffet det rette langt bedre end nyere i en mere for

finet Tidsalder udarbejdede Love.“ Disse Synspunkter udføres nær

mere. Med Hensyn til det sidste Punkt, Simpelheden, bemærkes