AndersSandøeØrsted

T I D E N T I L 1 8 3 5

181

givet og ikke ret vel kunde give sine Regler udtømmende Karak

ter, saaledes at der maatte blive et stort Spillerum baade for den

videnskabelige Udformning og for Retsanvendelsen. Dette Omraade,

hvor han selv med saa stor Sikkerhed tegnede de retlige Ligevægts

linier mellem Grupper og Personer, hævdede han for de juridiske

Videnskabs- og Forretningsmænd, medens de naturretlig prægede

Forfattere — hvortil ogsaa Hurtigkarl hørte — dels havde dækket

sig bag formentlige begrebsmæssige Nødvendigheder dels holdt sig

paa Afstand af Livets Mangfoldighed og derved undgaaet at vække

Uro.

L o v fo rto lk n in g

findes en udførlig Fremstilling i Hdbg. I

S. 292—457. Det fortjener først at fremhæves, at Ørsted i Mod

sætning til Nørregaard og endog tildels til sin jævnaldrende,

Højesteretsassessor Etatsraad Lassen (i Nyt jur. Arkiv XVI) ikke

indrømmede Naturretten Plads til at udfylde Lovgivningens Huller

endsige til at fortrænge de positive Love men ubetinget tog sit

Udgangspunkt fra disse. Ogsaa paa et andet Punkt afveg han fra

Lassen: „Den historiske Fortolkning,“ skriver han S. 329, „har

Hr. Etatsraad Lassen, saa vidt vi skønner, tillagt meget for lidet

Værdi. Han nægter ingenlunde, at den gældende Lovgivning staar

i et saadant Forhold til den ældre, at denne afgiver den bedste Vej

ledning til at indse, hvad Lovgiveren virkeligen har ment ved den

gældende Bestemmelse; men han nægter denne Fortolkningsgrund

praktisk Virkning, hvor nogen anden Fortolkning frembyder sig.

Han paaberaaber sig i saa Henseende dels de Udtryk i Lovbøger

nes Fortaler, hvorefter alle forrige Love, som ikke i de nye blev

indført, blev erklærede ganske ophævede, og at Lovgiveren ej i

nogen Maade vilde tillade, at, saasom de til evig Tid skulde være

magtesløse og uden nogen Brug, de da enten af Parterne i nogen

Rettergang maatte bruges eller af Dommeren i forefaldende Sager

anses. Imidlertid erkender han, at disse Udtryk, der egentligen

kun gik ud paa at betage de ældre Love den Autoritet, de hidtil

havde haft som Love, ikke forbyder at gøre Brug af disse Love

som Fortolkningsmidler. Dog tilføjer han, at naar disse Love paa

ingen Maade maa anses, saa flyder det ligefrem heraf, at man

ikke paa Grund af de i samme indeholdte Bestemmelser kan til

lægge nogen gældende Lov en Betydning, som man ikke af andre

Grunde maatte erkende. Herved maa imidlertid bemærkes, at det