AndersSandøeØrsted

T I D E N T I L 1 8 3 5

185

paa udtrykkelige skrevne Lovforskrifter men paa den sunde For

nuft skønt just ikke paa rene filosofiske Grundsætninger, der her

vistnok forlader os, hvorimod Menneskekundskab og Psykologi ved

Siden af rigtig Indsigt i Retsforholdenes praktiske Natur maa lede

den lovkyndige.“

Fortolkningens Maal er at finde Lovgiverens Mening. Der skel

nes mellem videre og snævrere samt udvidende og indskrænkende

Fortolkning. Den ældre Lære, at Paavisningen af, at visse af Lo

vens Grunde ikke overalt var anvendelige, var tilstrækkelig til at

indskrænke Anvendelsen, tog Ørsted bestemt Afstand fra. At sy

stematisere Fortolkningsoperationerne er dog næppe Ørsteds Ho

vedinteresse, men hans alsidige Betragtning og sikre Skønsomhed

viser sig intetsteds tydeligere end i de specielle vejledende Regler

for Lovfortolkningen — 29 i Tallet — hvormed han slutter sin

Fremstilling.

Naar Ørsted paa det foran S. 183— 84 anførte Sted kun omtaler

sine Erfaringer som Embedsmand og egen Eftertanke som den Bal

last, hvormed han gik til sine Fortolkninger — og hele hans Forfat

tervirksomhed staar som F. C. Bornemann fremhævede, Sml. Skr. V

S. 4 ff., i Lovfortolkningens, Eksegesens Tegn — saa kunde han

ogsaa uden Pral have fremhævet sine enestaaende Kundskaber i

fremmed moderne Ret, hvor de andre Jurister kun havde et no

genlunde Kendskab til Romerretten. Den fremmede med filosofisk

Almengyldighed foredragne Videnskab forsynede ham med en

Mængde Impulser ogsaa til Overvejelser for vore Forhold og det

saa meget mere, som Bestræbelserne for at kodificere i dette Tids

rum var stærkt fremme. I Preussen var Landretten givet i 1794,

den østrigske alm. borgerlige Lovbog kom 1811. Nye Straffelove og

Straffeproceslove gaves i 1803 i Østrig, i 1805 i Preussen, i 1813

i Bayern, i 1814 i Oldenburg. Særlig i Bayern fremkaldte Rege

ringen et stort Reformarbejde hvortil Kleinschrods, Feuerbachs og

Gonners Navne er knyttet. Ørsted var dog for kritisk til at ville

overføre Resultaterne til vore Forhold og vogtede sig for at lade

fremmede Synsmaader faa Indflydelse i Fortolkningen af vor Ret.

Ørsted havde ikke sine Forgængeres Betænkelighed ved at aner

kende

Sæ dvaners

Retskraft dels gaaende ud fra Betragtningen, at

de kan være ældre end Loven, dels fordi de kan være forudsatte,

tolererede eller senere udtrykkelig godkendt af Loven. Ved

B illig