92 / 345
74
T I D E N T I L 1 8 1 3
og ubetingede Krav om Sanddruhed i Retsforhold, der ogsaa viste
sig i hans stærke Fordømmelse af Menedsforbrydelsen, at han
havde Tilbøjelighed til at udstrække Brugen af Benægtelsesed ud
over borgerlige Sagers Omraade. I Voteringer af 31. Aug. og 7.
Sept. 1805 gennemførte han saaledes at paalægge en Skipper Be
nægtelsesed i en Bødesag, der drejede sig om, at han ikke havde
standset sit Fartøj efter Ordre fra Karantænevæsenets Baad. Under
Votering i Højesteret den 29. Juli 1812 vilde han ligeledes i en
Bødesag om Vold, hvor der forelaa nogen Bestyrkelse af Sigtel
sen, paalægge Tiltalte Benægtelsesed, men dette fandt ikke Tilslut
ning, og det fremgik i hvert Fald af Voteringen, at Højesteret var
yderst utilbøjelig til at anvende Ed i slige Sager. I Dom af 25.
Sept. 1809 fastslaar Ørsted, at der ved offentlige Dokumenter ikke
behøvedes det i Reglen ved Ed førte Ægthedsbevis, idet der her
kunde opstilles Formodning om Ægthed.
Indenfor Rammen af den legale Bevisordning maatte den inter
esserede Dommers Opgave være i størst muligt Omfang at bringe de
reelle Bevismomenter til Gyldighed. I denne Retning peger Ør
steds, senere stadfæstede, Dom af 21. Januar 1806, hvori det sta
tueredes, at den saaredes Angivelse af Gerningsmanden til Volds
handlingen, selv om han ikke føres som Vidne og uanset om han
som i D. L. 6-6-15 forudsat bukker under for Livsfaren, staar ved
Siden af en Vidneforklaring. Ligeledes hans Dom af 13. Februar
1809, der antager et Vidnebevis gyldig tilvejebragt ved flere Vid
ners overensstemmende Forklaringer, ihvorvel Vidnerne til forskel
lig Tid og paa forskellig Maade er kommen til Kundskab om Sa
gen, hvilket ikke kunde svække Værdien af det ved deres Forkla
ringer frembragte Bevis. I Dom af 26. Nov. 1810 fik han statueret,
at Politibetjente maa nyde fuld Troværdighed som Vidner, uagtet
de forklarer om Fornærmelser mod dem selv i deres Stilling. Skønt
det var langtfra, at han indenfor Retterne var at anse som en Re
formator af Bevisbyrdebehandlingen, idet han tvertimod nærmest
kun tilegnede sig, hvad der i Forvejen praktiseredes, saa ydede
han dog den Indsats hyppig i sine Domsaffattelser at gøre omhyg
gelig Rede for de Retshensyn, der førte til at lægge Bevisbyrden
paa den ene eller den anden Maade mellem Parterne, jfr. Domme
af 20. Nov. 1802, 26. Maj og 17. Sept. 1804, 15. Juni 1805 og
5. Januar 1807. Lignende Bemærkninger om Ørsteds Stilling til