90 / 345
7 2
T I D E N T I L 1 8 1 3
sig for den førstnævnte Anskuelse og gjorde det ogsaa i sin Vo
tering men uden at finde Tilslutning, og efter hvad der oplystes,
havde det modsatte Princip med den videregaaende Læsning flere
Gange før været antaget i Højesteret. Om Lejetagerens Pligt til at
betale betinget Afgift, naar det lejede inden Lejemaalets Udløb
ved ulykkelig Hændelse forgaar eller bringes i ubrugbar Stand,
faldt der en Dom i Overretten den 3. Aug. 1807, skrevet af Ørsted
under Dissens. Hans Standpunkt var, at Betalingspligten bortfalder,
og dette var efter de store Ildebrande i Hovedstaden en Afgørelse
af betydelig Rækkevidde. Senere affattede han under Enstemmighed
en Dom, der fritog Forpagteren for Lejeafgift af et Jordstykke,
hvoraf Fjenden i 1807 havde borttaget Afgrøden (5. Nov. 1810).
Hermed kan sammenstilles en Dom af 27. Juni 1811 angaaende
Fæstes Forbrydelse efter D. L. 3-13-2, fordi Fæsteren ikke havde
holdt Gaarden i passende Drift. Aarsagen var i det foreliggende
Tilfælde, at Fæsteren havde været indkaldt til Krigstjeneste, og
Spørgsmaalet var, om de i Art. 1 opregnede Pligter for Fæsteren
skulde opfattes rent objektivt. Ørsted vilde begrænse Retsvirknin
gen til, at Fæsteren havde udvist Modvilje eller høj Grad af Skø
desløshed. Colbjørnsens Anskuelse, der nøjedes med at betone Hin
dringen som en vis major, blev den sejrende. En anden Dom ved
rørende Fæsteforhold afsagdes den 15. Marts 1811: nogle Fæste
bønder paa Laaland vilde være fritagne for overensstemmende med
deres Fæstebreve at svare Landgilde in natura, efterat de i en Aar-
række havde erlagt modererede Landgildepenge. Man fulgte Ør
sted, der nægtede Hævd, fordi den anvendte lempelige Afviklings-
maade var at opfatte som en Villighed fra Godsjerens Side.
Blandt de
o b lig a tionsretlige
Domme kan fra Ørsteds første Tid
nævnes Hof- og Stadsrettens Dom af 19. Dec. 1803 (stadfæstet 9.
Maj 1804), der udelukkede Vindikation af stjaalne til godtroende
Erhverver afhændede Ihændehaverstatsobligationer. Begrundelsen
lød: „efterdi det modsatte vilde stride imod saaanne Obligationers
Natur og Bestemmelse, formindske Tilliden til samme formedelst
den Usikkerhed, hvormed deres Besiddelse i saa Fald blev forbun
den, samt have en skadelig Indflydelse paa Kreditvæsenet i Almin
delighed“. Denne Afgørelse skyldtes dog ikke Ørsted, idet han
tvertimod havde næret Betænkelighed ved at give efter for de
nævnte af ham som „politiske“ betegnede Argumenter, hvis prak