AndersSandøeØrsted

T I D E N T I L 1 8 1 3

6 7

digheder, der har gjort Forbryderne til, hvad de er blevet, og alle

Slags psykologiske Iagttagelser vedrørende den Menneskelivets Nat

side, Dommeren faar Indblik i. Ørsted havde imidlertid ikke været

i den nøje, personlige Berøring med sine Forbrydere som For

hørsdommeren, der i langvarige og besværlige Afhøringer efter-

haanden blotlægger alle Omstændighederne i det forbryderiske

Forehavende og i Forbryderens Motivdannelse. Han fik sit Stof

gennem Forhørsakterne, og ganske vist viser Feuerbachs berømte

„aktmæssige Fremstilling af mærkelige Forbrydelser“, at Retsakter

kan være fulde af Liv, men det, der skulde hænge fast i Erindrin

gen, maatte vel navnlig være det egentlige Arbejde med Forbry

derne, og dette var udført, naar Forhørsakten afleveredes. Ørsteds

Del i Arbejdet var altid Anvendelse og Udformning af positive

og legislative Strafferegler; men det er sandt, at den psykologiske

Anekdote og den mere personlige og æstetiske Skildring ikke laa

for hans Pen.

Ørsteds egen Tendens som Straffedommer kunde vistnok karak

teriseres med Ordet Nidkærhed. Han var nidkær for, at der blev

domfældt, hvor der var tilvejebragt et betryggende og rimeligt

Skyldbevis, og han var nidkær for, at der ogsaa altid blev sørget

for et saadant Bevis. Saaledes i et Votum af 2. April 1805, hvor

han ikke fandt Aarsagsforholdet ved Manddrab fyldestgørende be

vist. Det dødbringende Saar behøver vel ikke at være absolut døde

ligt, for at Drabsstraf kan anvendes. Det kan konkurrere med an

dre fysiske Aarsager men ikke med frie Handlinger. In casu var

det vel ikke bevist, at Afdødes culpa havde bidraget til hans Død,

men Lægeerklæringen gik ud paa, at dette var ligesaa muligt som

det modsatte, og afgivne Forklaringer bestyrkede Antagelsen af

Afdødes Uforsigtighed. Skylden var derfor problematisk, og efter

Retfærdigheds Grundsætninger og D. L. 1-14-5 burde der frifindes.

Undersøger man hans Afstemninger i Udmaalingsspørgsmaal, synes

han oftest at være blandt de strængere, og i samme Retning peger

hans Standpunkt i et Par Benaadningsspørgsmaal, som endnu skal

refereres. Den 19-aarige Karen Jespersdatter paa Bogø havde Kl.

5 om Morgenen sat Ild paa sin Husbonds Gaard, der nedbrændte;

Dagen før havde han skændt paa hende, fordi hun havde lejet en

Baad paa hans Regning til at lade sig sætte over til Stubbekøbing.

Hun var herefter hjemfalden til Straffen for Mordbrand efter D. L.