88 / 345
70
T I D E N T I L 1 8 1 3
bestyrkes af Lovgivningen om Tyendevæsenet .. . Men den in casu
omhandlede Akkord . . . angik Citantens Løn for hans Tjeneste som
Matros paa Kaperen Fridriksværn, idet han i Følge samme vedtog
i Stedet for de ham tilsagte uvisse Fordele af Prisepengene at tage
mod en vis bestemt Sum, hvorved han vilde være betalt for sit Ar
bejde . . . “ Dette Sted kan tillige gælde som Prøve paa den Ud
førlighed, hvormed Retsspørgsmaal drøftedes i Dommenes Grunde.
En analog Sag behandledes den 7. Marts 1811 i Højesteret ved
Kongens Aabning af Retten. Baggrunden var atter Krigsurolig
hederne — der iøvrigt gav Anledning til mange ejendommelige
Retsspørgsmaal — idet Sagen angik en mindreaarig Skibskirurgs
Disposition over den ham tilkommende Mandspart i et af Kaper
skonnerten Fridriksvsern opbragt amerikansk Skib. Efter den alle
rede faldne Dom var der ingen Tvivl om, at Dispositionen maatte
opretholdes som gyldig. Det stemmede ligeledes med hans dog først
i 1812 fremsatte Anskuelser, naar han den 26. April 1811 med T il
slutning af alle voterede for, at Fattigvæsenet efter Barnemoderens
Død kunde forlange Betaling af Barnefaderen til det uægte Barns
nødvendige Underhold, uanset at hun mod en Udbetaling havde
frafaldet Ret hertil.
Herhen hører ogsaa hans Voteringer fra 1802 i Sager, hvorunder
der paa københavnsk Grund gjordes Ejendomsret gældende over
vestindiske Slaver. Ørsted var enig i, at Herren kunde gennemføre
et Retskrav om Slavens Medfølge, og den Særmening, han gjorde
gældende og fastholdt i alle tre Sager, angik kun Begrundelsens
Form. C. F. Lassen havde udtrykt Forholdet saaledes, at den Ejen
domsret, en Herre har erhvervet til sin Negerslave, ikke kan an
tages hævet derved, at Slaven opholder sig i Kongens evropæiske
Lande. Ørsted vilde derimod sondre mellem Reglerne om Adkom
sten, der maa opretholdes, og Reglerne om Rettighedens Mulighed
og Grænser, der maa være de danske.
En enkelt
a rveretlig
Afgørelse kan nævnes, nemlig en vidtløftig
af Ørsted skrevet Dom af 27. Aug. 1810 angaaende Gyldigheden
af et af Kongen stadfæstet mundtligt Testamente. Der var meddelt
særlig kgl. Bemyndigelse til at tage dette Spørgsmaal under Paa-
kendelse, men Ørsted bemærker herom, at det altid maa være For
udsætningen for en Konfirmation, at Testamentet virkelig indehol
der Afdødes sidste Vilje, ligesom at han var beføjet til at raade