89 / 345
T I D E N T I L 1 8 1 3
7 1
over vedkommende Genstande, saaledes at Dommen herom ikke
kommer til at gaa mod den kgl. Stadfæstelse, hvoraf følger at Be
myndigelsen var overflødig. Dette understregedes ogsaa stærkt af
Justitiarius Colbjørnsen ved Stadfæstelsen i Højesteret 22. Januar
1811. At Kongen skulde have givet en ligefrem speciel Lov om,
at Testamentet var gyldigt, kunde naturligvis ikke antages, men
der var Mulighed for den Opfattelse, at han vilde have sig selv
forbeholdt at afgøre Tvist derom', hvilket ganske vist vilde have
været et alvorligt Indgreb i Domstolenes anerkendte Selvstændig
hed.
Af
tin gsretlige
Afgørelser staar Ørsteds Dom af 17. Maj 1802
nær ved de sædvanligt strafferetlige Domme, der bygger Ejendoms
beviset overfor Tyven paa Bevis for tidligere Besiddelse af Tingen.
Dommen overførte dette paa den borgerlige Rets Omraade ved at
statuere, at A, der havde bortført en hos B liggende Møllesten, som
han paastod at have faaet overdraget af en afdød Mand, maatte
tilbagegive Stenen til B, uagtet denne ikke kunde føre noget Be
vis for sin Ret udover sin uberettiget ophævede Besiddelse. En den
23. Nov. 1807 afsagt Dom statuerede, at da der i en Obligation til
Finanskassen ikke var vedtaget Panteforskrivningens Forfald paa
Grund af Renters Udeblivelse, kunde der kun gives Dom til Beta
ling af den forfaldne Rente. Til Gengivelsen i Juridisk Arkiv er
knyttet et af Kammeradvokaten Etatsraad Schønheyder indsendt
Promemoria, hvori han nærmere imødegaar den af Ørsted affat
tede Dom, hvortil Ørsted føjede sine Modbemærkninger, en Epi
sode der viser, at man var naaet ret langt i offentlig juridisk Drøf
telse. Som Modstykke kan Votering af 7. Juni 1811 vise, at man
var tilbage i Offentliggørelse af Præjudikater. Sagen drejede sig
om Gyldigheden af Pantebreve, der tinglæses efter Tinglæsnings
fristens Udløb, og Ørsted leverede en selvstændig Udvikling, der
konkluderede i deres Gyldighed som pantstiftende fra Læsnings
dagen. De ældre kunde efter deres Præjudikatsamlinger oplyse, at
Spørgsmaalet allerede flere Gange havde været afgjort paa denne
Maade, et Forhold der i allerførste Række maatte komme i Be
tragtning. Et andet Panteretsspørgsmaal forelaa den 18. April 1811,
nemlig om Pant i rørlige Ting var gyldigt alene ved Læsning ved
Debitors Værneting, eller om der ogsaa krævedes Læsning ved
Godsets Værneting. Ørsted havde allerede i Juridisk Arkiv udtalt