86 / 345
68
T I D E N T I L 1 8 1 3
6-19-1: „at have forgjort sin Hals og derefter hendes Krop tillige
med Hovedet at brændes“. Efterat have voteret herfor i Højesteret
(11. Juni 1811) udtalte Ørsted, at han efter sin Samvittighed ikke
kunde indstille hende til Benaadning. „Henser man til Mordbrands
Natur in abstracto,“ bemærkede han, „da er dette Delikt af den
Beskaffenhed og i sine Følger saa rædsomt, at de kraftigste Straffe-
bud er fornødne for at afholde fra dets Forøvelse. Motivet, som
bestemmer Forbryderen til denne Handling, kan ikke undskyldes
med den menneskelige Naturs Svaghed; thi Hævnelyst og Ondskab
er de eneste Bevægaarsager, der inciterer til denne Misgerning.
Naar da Lovene skal kunne virke paa et Menneske af en saa haard
Karakter, behøves vistnok Anvendelse af de mest virksomme Straffe.
Statens Ret til at sikre sig mod et Menneske, der ved en Misger
ning har vist sig farlig, synes og at fordre Livsstraf, da Mord
brænderen er saa farlig, at man vanskelig kan sikre Samfundet
mod ham ved andre Midler end Livsstraf.“ Med Hensyn til de
konkrete Omstændigheder bemærkede han, at Beboerne — af hvilke
Madmoderen var frugtsommelig — sov, medens en Tærsker havde
været tilstede og slaaet Alarm. Skærpende var ogsaa det ubetyde
lige Motiv, overfor hvilket Tiltaltes straks afgivne Tilstaaelse og
hendes Anger ikke vejede nok. Med Hensyn til hendes Ungdom
fandt han, at den „ikke i en Forbrydelse, der ej kan hidledes af
Letsindighed eller Mangel paa Selvbeherskelse, kan afgive en Be-
naadningsgrund“. Endelig gav Sognepræsten hende et daarligt
Skudsmaal. Af Dommerne fulgte dog kun een denne Indstilling.
Ganske det samme blev Tilfældet med hans Indstilling den 14.
Februar 1812 i en analog Sag: Bodil Andersdatter havde om Nat
ten stukket Ild paa Mauritz Christensens Gaard i Fastrup; da en
Datter laa vaagen, var Ilden blevet slukket efterat have gjort Skade
for c. 40 Rdl. Bodil var frugtsommelig ved Datterens Mand Peder
Gabrielsen, der boede i Gaarden men den Nat var i Randers, og
Formaalet angaves at have været af Hævn at opbrænde hans Tøj
og Effekter, da han skulde have svigtet sit Ægteskabsløfte til hende
for at ægte Gaardmandsdatteren. Ørsted udviklede, at Mordbrands
forbrydelsen var karakteriseret ved den blotte Fare for Menneske
liv. Benaadningsgrundene maatte efter hans Mening ligge enten i
Faktum selv eller i Handlingens Motiver og de øvrige personlige
Omstændigheder, som tilkendegiver en mere eller mindre farlig