82 / 345
64
T I D E N T I L 1 8 1 3
alle Datas Kombination hendes Sindsforfatning paa den Tid, hun
har dræbt sin Fader, ikke med den Grad af Sikkerhed kan skøn
nes at have haft Receptivitet for at forestille sig Handlingen, at
man for den turde fælde hende. Under den mod hende for Fader
mord anlagte Sag har hun først forklaret, at hendes Fader var fal
den om og havde slaaet sig ihjel. Da denne Forklaring koinciderede
med den Forklaring, hun om sin for et Aar tidligere afdøde Mo
ders Dødsmaade havde udspredt, fattede man mod hende Mistanke,
og efterat have anstillet de fornødne Undersøgelser, der vakte den
stærkeste Formodning om, at Moderen var dræbt, erfaredes om
sider af hendes egen dog først efter langvarig Nægtelse afgivne
Tilstaaelse, at hun virkelig har dræbt sin Moder ved efter sin For
klaring at slaa hende, der sad udenfor Huset, med en Sten for
Panden og siden efterat have slæbt hende indenfor givet hende
flere Slag, saa hun omsider døde. Som Motiv for denne Handling
har den Tiltalte anført, at en saakaldet klog Mand navnlig Schytt
havde raadet hende til at slaa Moderen ihjel som en Troldheks og,
som hun engang har sagt, forkyndt hende, at hun selv ikke kunde
blive salig eller, som hun en anden Gang har forklaret, at Mode
ren ikke kunde blive salig uden at dø for Datterens Haand. Dette
er nu vistnok en causa impulsiva mere fatua. Men ligesom der om
Moderens Drab, naar med Tiltaltes Tilstaaelse sammenholdes den
af Doctor Holtermann om hendes afsjælede opgravede Legeme og
især Hjærneskallen afgivne Videtur, ikke kan levnes Tvivl, saaledes
tror jeg og, at dette maa bestemt imputeres hende, efterdi alle
under Sagen afhørte Vidner har forklaret, at det ikke var dem
bekendt, Tiltalte havde ytret nogen Mangel paa Fornuften førend
netop i de Dage, Faderen døde. At hendes Tilstaaelse om at have
dræbt sin Moder skulde være afgivet uoverensstemmende med Sand
hed og i den Hensigt at miste Livet, er der ikke in abstracto Grund
til at antage, ligesom det ejheller in concreto lader sig inhærere
af den Omstændighed, at hun har ved Underretsdommens Forkyn
delse med samme erklæret sig tilfreds, da det i og for sig er me
get rimeligt, at et Menneske, der har en saadan Skyld paa Sam
vittigheden, er ked af Livet. Det er for hende anført, at man ej
havde fuld Vished, om de af hende angivne Motiver virkelig har
været det, eller om Schytt virkelig har sagt hende det. Af ham er
saadant benægtet, og det er ikke bevist, hvorimod det skønt og af