79 / 345
T I D E N T I L 1 8 1 3
6 1
med større Frihed, end ældre Praksis tillod. En Mand havde efter
sin Tilstaaelse dræbt sin 10-aarige Søn ved i Drabshensigt at kaste
ham ind i en „Roergam“ (et Art Aflukke) mod en Birkestok. Da
der ikke havde været Mulighed for at faa en Kirurg tilstede før
mange Maaneder senere, forelaa her ingen Obduktion men kun So-
renskriverens Besigtigelse. Her antoges det enstemmigt, at Døden
var bevist at være Følgen af Faderens Handling.
Hvad angaar Bedømmelsen af de Tiltaltes mentale Tilstand, maa
det siges, at
U tilreg n elig h ed
kun i knapt Omfang anerkendtes som
Straffrihedsgrund, og Ørsted havde paa dette Omraade ingen Ten
dens til Reform. Den 1. August 1811 voteredes der saaledes i en
Drabssag: en 43-aarig Kvinde havde med Knivstik dræbt sin Mand,
en Fisker ved Nibe. Ørsted anfører saa mange Træk af hendes
Opførsel, at Læseren ikke nærer Tvivl om hendes Sindssyge. Dette
var ogsaa Ørsteds Opfattelse, og hans Forslag, at hun dømtes til
sikker Forvaring ved Hensættelse til Arbejde i Viborg Tugthus,
blev Dom. Men i sin Udvikling havde han bemærket, at han ikke
troede, at hun havde været ude af Stand til at indse Handlingens
Ulovlighed og dens Følger, og han mener i og for sig, at hendes
lidenskabelige og spændte Sindsforfatning kunde overvindes ved
religiøse Forestillinger. Imidlertid tilføjer han, at han ikke vover
at gøre praktisk Brug af en saadan psykologisk Mening, hvor der
er Spørgsmaal om, at et Menneske skal straffes paa Livet.
Omstændighederne i en den 17. Marts 1812 paadømt norsk Sag
mod Randi Erichsdatter Aasgaard angaaende Drab af hendes to
smaa Børn var i Ørsteds Referat til Voteringsprotokollen følgende:
„Omtrent en Time over Middag tog hun Pigen paa Armen og med
Kærtegn lokkede Drengen med, forladende Huset. Hun tog tillige
en Tømmerbile med sig, hvilken hun dog omhyggelig for Børnene
skjulte. Hun gik derpaa med Børnene ned til en i kort Afstand fra
Huset liggende Bakke og undervejs viste begge Børn alle Moder
ømheds Kærtegn. Da hun kom paa et afsides Sted af Bakken saa
ledes situeret, at hun var sikker for, Skræder Ovenbak ej skulde
høre eller se hendes Foretagende, satte hun Pigen fra sig i saadan
Afstand, at hun ej skulde erfare det, som skete med Drengen. Der
paa lagde hun Drengebarnet næsegrus mod Jorden med Nakken
opad, for at han ikke skulde mærke, hvad hun havde i Sinde. Hun
gav ham da straks og umiddelbar efter hinanden med Eggen af