AndersSandøeØrsted

T I D E N T I L 1 8 1 3

og da Huset ejedes af Husmanden selv og vel var pantsat men ikke

forsikret, maatte Straffen bestemmes arbitræt. Der var Spørgsmaal,

om Tiltalte, der forklarede ved Skænderiet at være blevet sær i

Hovedet, var capax poenæ, hvilket Ørsted antog ogsaa efter Sund

hedskollegiets Erklæring. Paa den anden Side toges dog Hensyn

til hans „Tilstand som en persona miserabilis“, hvilket efter Sam

menhængen maa betegne Sinke; medens Overretten havde idømt 2

Aars Tugthus, dømte Højesteret af Hensyn til Almenfaren til „taa-

leligt Arbejde i Tugthuset“ paa Livstid, i Virkeligheden vel nok

opfattet som en Sikkerhedsforanstaltning.

For Drab af sin Moder var Mariane Poulsdatter, Anders Knud-

sens Hustru, idømt kvalificeret Livsstraf, og Sagen var for i Høje

steret den 8. Marts 1813. Den 15. August 1812 var hendes Fader

funden dræbt ved Slag med en Tøjrekølle „paa en Tid, da hun

antoges at være afsindig“. Hun havde tilstaaet dette Drab og Un

dersøgelse var derpaa indledet angaaende hendes Moders et Aars

Tid forinden under lignende Omstændigheder indtrufne Død. Om

hendes mentale Tilstand udtaler Ørsted saaledes: „Det er vel me

get tvivlsomt, om den Tiltalte kan antages at have, da dette Fak

tum [Faderens Død] passerede, været ved sin fulde Fornuft. At

dette har været Tilfældet ved den af hende givne Tilstaaelse, be

vidner Dommerens Attest og tvende Lægers Skøn. Men derimod

maa det bemærkes, at hun i de Dage, Faktum passerede, har fore

taget mange sære og en aldeles forvirret Sindsforfatning røbende

Handlinger, samt at hendes Mand og selv har holdt hende for af

sindig og gaaet til Stedets Præst for at lade gøre Bøn for hende

i Kirken. Naar henses hertil, tror jeg ikke, at man, om hun end

for en Del kan have handlet med Bevidsthed, tør antage, at hun

har haft denne i den Grad, som udfordres til klarlig at indse Pligt

begrebet, eller at hun bestemt har handlet med Frihed. Dog kan

det paa den anden Side ikke nægtes, at der vel kan have været

psykologisk Mulighed for, at hun, der tilforn havde dræbt sin

Moder, af Samvittighedsnag herover kan have ønsket at fuldføre

den her omtalte Handling for at miste Livet; der kunde vel og

være Anledning dels relativ til det foregaaende Drab dels relativ

til den voldsomme Adfærd, hun efter sin Tilstaaelse har udvist,

at antage, at det hele har været Resultatet af en animi violentia,

der ikke prækluderer Bevidstheden. Dog skulde jeg antage, at efter