77 / 345
T I D E N T I L 1 8 1 3
59
ingen udvortes Anledning lader sig opdage, bør bedømmes efter
denne Lov, naar ikke særdeles Omstændigheder viser, at det er
frembragt af blot Ondskab, uden at nogen anden Hensigts Op-
naaelse derved har været intenderet; i saa Fald var nemlig Fdg.
7. Febr. 1749 anvendelig med sine Pinsler inden Henrettelsen. Den
af ham konciperede Dom af 22. Sept. 1807 forkastede omvendt
Tiltaltes Forklaring om Livslede som Motiv og dømte Livsstraf.
I Juridisk Arkiv Nr. 6 drøfter Ørsted, om
fo rsø g t S e lvm o rd
er
strafbart. Under en fra Antvorskov Birk indanket Sag var en Bonde,
der havde forsøgt Selvmord, blevet anset med livsvarig Tugthus
straf, og Overretten stadfæstede dette. Bonden erklærede sig tilfreds
med Dommen, men det Offentlige indankede den for Højesteret,
der f rifandt. I Overretten havde Ørsted sammen med Falbe været
imod at straffe, og hans Artikel gik følgelig ud paa at paavise, at
Overrettens Resultat var urigtigt. D. L. 6-6-21, viste vel, at Selvmor
deren forbryder sin Hovedlod til sit Herskab og ikke maa begraves
i Kirken eller paa Kirkegaarden, men kun de stærkeste positive
Grunde skulde synes at kunne foranledige til ogsaa at straffe For
søget endsige saa strængt som sket. Ørsted fandt Anledning til fø l
gende personlige Udtalelser om sin Dobbeltstilling som juridisk
Forfatter og Assessor i Retten: „Det vil for Resten sikkert ikke af
nogen tænkende Læser blive lagt mig til Last, at jeg saaledes har
skrevet mod en Mening, der er blevet antaget i en Dom, som er
afsagt ved det Tribunal, hvori jeg har den Ære at have Sæde. Jeg
fornærmer vist ikke mine indsigtsfulde og agtede Kolleger, fordi
jeg finder en Mening, som de har haft tilfæ lles med vore berømteste
Teoretikere, urigtig. Og dersom det skulde være usømmeligt at
erklære dette, saa fulgte deraf, at jeg og enhver, der er i lige Stil
ling med mig, maatte afholde sig fra at behandle noget juridisk
Æmne i et offentligt Skrift, da det ikke kunde undgaas, at man jo
kom til at ytre Meninger, der var i Strid med Domme, som enten
var afsagt eller i Fremtiden vilde blive afsagt ved det Tribunal,
hvori man havde Sæde. I det mindste kunde en saadan aldrig paa
tage sig et omfatende juridisk Værk, saaledes som mit Supplement,
ved hvis Fortsættelse det i sin Tid dog vilde blive nødvendigt at
sige mine Tanker over den her behandlede Genstand.“
Foran S. 58 blev berørt Højesterets Bedømmelse af
en H a n d
lings E genskab a f D rabsaarsag.
Her fik Ørsted vistnok Lejlighed