AndersSandøeØrsted

T I D E N T I L 1 8 1 3

var nemlig tilvejebragt Holdepunkter for, at Eden var fejlagtig,

saa at Tiltalte kunde frifindes.

Til Bedømmelse af, hvad Ørsteds hele Virksomhed som Straffe

dommer kom til at betyde for ham selv, og hvorledes han senere

saa paa dette Tidsrums strafferetlige Retsanvendelse, skal anføres

et Par af hans Udtalelser. I Fortalen til Eunomia II (1817) skri

ver han: „Det store Antal af kriminelle Sager, der i Særdeleshed

i de 12 Aar, hvori jeg har beklædt vigtige Dommerembeder, har

været under min Overvejelse, har maattet give mig Anledning til

at bekræfte, berigtige og berige min Teori over Straffelovgivnin

gen, hvilket jeg altid ved enhver mærkelig kriminel Sag har haft

for Øje, saaledes som atter min hele kriminalistiske Erfaring svæ

ver mig i Tankerne, naar jeg befatter mig med hin Teori. Denne

Omstændighed maa det fornemmelig tilskrives, hvis jeg i enkelte

Partier er kommet det sande og anvendelige nærmere end andre

Forfattere af langt overlegne Evner og Studier.“ I sine Erindrin

g e r 19) skriver han om Tidsalderens Tendenser: „Der herskede

den Gang ingen særdeles Stemning for en forøget Mildhed i Straffe

loven og dens Anvendelse . . . den herskende Mening var den Tid,

at vort Straffesystem, saaledes som det ved Hjælp af Benaadnings-

retten de facto blev lempet, ikke i det hele var strængere end det

til den retlige Ordens Beskærmelse var fornødent. Der blev heller

ikke i den her omhandlede Periode givet nogen Lov, der medførte

nogen mærkelig yderligere Formildelse i Straffelovgivningen;

tvertimod var de Straffebestemmelser, som indeholdes i adskillige

i den Tid udgivne Love tildels meget strænge. . . . løvrigt er der

enkelte af de Domme, hvori jeg til hin Tid har deltaget, der nu

forekommer mig for strænge, men det kan, hvor der er Spørgs-

maal om Straffegradens Udmaaling, ikke være anderledes, end at

Tidens almindelige Retning derpaa maa have en ikke ringe Ind

flydelse.“ Han siger videre, at den offentlige Mening snarere var

tilbøjelig til at finde Overretten for mild end for stræng, og at

det var en stor Sjældenhed, at Højesteret formildede dens Domme.

For Ørsted samlede Interessen sig sikkert om Forbrydelsen mere

end om Forbryderen. Det er for ham „Sagen selv og dens ret

færdige Paakendelse, der har Interesse, ikke Personerne,“ skriver

L. K och20) med Rette. Denne Forfatter vilde vente, at en Dom

mers Erindringer maatte indeholde Betragtninger over de Omstæn