![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0094.jpg)
7 6
T I D E N T I L 1 8 1 3
Søgsmaal om Erstatning for Næringstab ved en andens ulovlige
Næringsdrift under Paakendelse, uagtet det alene tilkom Politi
retten at afgøre, om Ansvar for Næringsforseelse var begaaet. Den
5. Sept. 1808 var han med i en Voldgiftsdomstol til Afgørelse af
et Søassurancespørgsmaal, hvorunder det havde Betydning, om den
engelske Priserets Prisdømmelse af et Skib som ikke værende dansk
Ejendom var bindende, hvilket Ørsted, der skrev Votum, udførlig
besvarede benægtende, idet han fremhævede, at kun selve Afgørel
sen ikke dens Grunde var retskraftige i andre Sager. Medens han
sejrede i Voldgiftsretten, gik Højesteretsafgørelsen i modsat Ret
ning. Da han selv sad i Højesteret, indkom den 19. April 1811 en
tilsvarende Sag, hvori han ogsaa havde dømt som Voldgiftsdom
mer. Voteringen i Højesteret, der fulgte samme Linie som første
Gang, viser dog at nogle af Dommerne nærede Tvivl, om Præju-
dikatet havde været rigtigt.
Ogsaa
i F o rh o ld til A dm in istra tio n en
var Ørsted paa sin Post
for at forbeholde Domstolens Handlefrihed. Det forekom, at Ju
stitsaktion angik Forbrydelser, hvis Paatale var forbeholdt private.
Der var da Tendens til at tage dette til Følge, fordi Domstolene
ifølge den dagældende Ordning overhovedet savnede Kompetence
til Indgriben og Kritik overfor Kollegierne. Efter Ørsteds Opfat
telse var Spørgsmaalet imidlertid ikke, om Retten var kompetent
overfor Sagsøgeren men derimod om den var det overfor Sagvol
deren. Under to Voteringer af 13. Okt. 1801 og 3. Dec. s. A. havde
han maattet nøjes med at dissentiere i Spørgsmaalet om at dømme
efter offentlig Aktion angaaende mundtlige Injurier og Vold. Men
som det fremgaar af Votering til Dom af 23. Juli 1805 trængte
hans Anskuelse igennem, og man frifandt senere i saadanne Til
fælde „for Justitiens Tiltale“, jfr. Voteringer af 25. Juli 1809 og
11. Dec. 1810. I denne Forbindelse maa omtales den manglende
Selvstændighed hos Domsmagten, der gav sig Udslag i, at man
raadspurgte Kancelliet om konkrete Værnetingsspørgsmaal, om
Nødvendigheden af at tilkalde Meddomsmænd i visse Sager etc.
Herom kom der saa en Resolution, men i et saadant Tilfælde fra
1808, hvor man ønskede afgjort, om en Sag burde hjemvises for
at faa Meddomsmænd tilkaldt, afslog dog Kancelliet at samtykke
i nogen Forandring i den ved Loven foreskrevne Prooesmaade og
overlod Retten selv at finde ud af Sagen.