98 / 345
7 8
T I D E N T I L 1 8 1 3
gaas over til Omtalen af denne, maa Traaden tages op, hvor den
slap ved hans personlige Forhold og Udvikling. Han boede efterat
have forladt Ehlers Kollegium en Tid sammen med Broderen paa
Hjørnet af Amagertorv og Hyskenstræde, og i 1801 blev han alene
her, efterat Broderen var rejst ud paa en 3-aarig Studierejse. Ved
denne Tid skete det, at Ørsted, der ofte fulgtes hjem med den unge
Digter Oehlenschlæger til dennes Fader, der var Fuldmægtig paa
Frederiksberg Slot, gjorde Bekendtskab med Vennens Søster Sophie
Vilhelmine Bertha og — som Oehlenschlæger22) skriver
„uden
at sige mig et Ord derom havde de forlovet sig paa egen Haand“.
Sophies Moder var død Aaret før; hun havde i Modsætning til sin
kraftige og joviale Mand lidt under en tiltagende Melankoli og
Svaghed, og den da 19-aarige Sophie (født 16. Juli 1782) havde
længe haft Husførelsen hjemme.
Ørsted havde truffet sit Valg tidlig, og han havde ikke truffet
et indenfor Rangklasserne, som han foreløbig heller ikke selv til
hørte. Men Sophie Oehlenschlæger hørte aandelig til samme Kreds
som Ørstederne. Faderen, der tillige var Organist ved Frederiks-
erg Kirke, var ganske vist helt ulitterær, og det samme gjaldt om
oderen, der i sin Tid ligesom han havde haft Kondition hos Grev
Moltke. Forældrene havde givet Datteren en religiøs Opdragelse
med en nødtørftig Skoleundervisning. De om Vinteren afsides Om
givelser paa Slottet, Moderens Svaghed og en som Barn død Sø
sters Vanførhed havde trykket Forholdene i Hjemmet og vænnet
hende til en Ensomhed, der bidrog til at udvikle hendes aandelige
nlæg. Disse gik i samme Retning som Broderens, i hvis Tanke
verden hun var stærkt medlevende. Grundtonen heri var den sam
me alvorlige Begejstring, der ogsaa opfyldte Ørsted, og paa dette
Grundlag havde de altsaa følt et saa stærkt Fællesskab, at Raad-
med Adam om Forbindelsen havde været overflødig.
Hvor Oehlenschlæger 22) omtaler sin Hustrus Søster, Fru Kamma
a ek (født 1775), Bakkehusets berømte Værtinde i Aarene 1798
— 1829, sammenligner han hende med Sophie og ikke uden Grund,
thi det Ørstedske Hus fik ved sin Husfrue en lignende Betydning
for nogle af „Guldalderens“ udmærkede Mænd, som Bakkehuset
havde for sin Kreds, hvortil iøvrigt ogsaa Ørsted og hans Hustru
kom til at høre. Oehlenschlæger skriver: „Fru Rahbek var altid
elskværdig og interessant, og dog var hun aldeles forskellig fra min