102 / 345
82
T I D E N T I L 1 8 1 3
paa min Samvittighed at have overført min Fantasis Drømmebille
der fra Poesiens Verden ind i det prosaiske Livs Virkelighed. Dig
kan jeg sige det, thi du vil forstaa mig, at vi alle tre sværmede
med hverandre i dette Ords højeste Betydning (Weltbedeutung),
idet vi alle tre ringeagtede Verdens sædvanlige Adspredelser og
ikke anerkendte nogen anden Mennesket værdig Nydelse end den
aandelige eller i det mindste den oplivende og besjælende, idet at
vi under filosofisk, religiøs og ægte poetisk Lekture og Samtale
som oftest er os selv nok og i det højeste kun spørger om nogle
enkelte, hvoriblandt den guddommelige Kemiker H. C. Ørsted staar
øverst. Sandheden er, at mit Indres skønneste og tillige varmeste
Ønske som Verdensborger er, at hver Mands Hus engang maatte
blive med Hensyn til Humanitet og sand Værdighed ligt min nu
værende Eremitage. Thi to slemme Ting vilde i det mindste da
være mindre paa vor Jord: Brøde og Dumhed.“ A lle Breve taler
ganske aabent, og gamle Oehlenschlæger paa Frederiksberg, der
senere i 1810—d l tog sig af August Baggesen, var med i det Dus
broderskab, der gjorde ham til Baggesens „Fader“ og Sophie til
dennes „Søster“. Ved Baggesens Tilbagekomst i Nov. 1811 modtog
Fru Ørsted ham imidlertid koldt. „Vi ser ham kun sjældent hos
os, hvilket i Følge den Overbevisning, jeg har om ham, er det, jeg
ønsker mest,“ skriver hun til F. C. Sibbern, og A. S. Ørsted skriver
den 6. Februar 1813 til sin Broder: „Baggesen er her i Vinter og
ventede vel, at Naadens Dør engang skulde aabnes for ham, men
forgæves. Han kommer naturligvis ej til os ikke heller til Oehlen
schlæger“ 32). Baggesen havde aabenbart med sin upaalidelige Na
tur skuffet Tilliden, og det var gaaet med dette som med saa mange
af hans fortrolige Venskaber: det havde ikke udholdt Aarenes
Prøve.
F. C. Sibbern, den senere mangeaarige Professor i Filosofi, var
født 1785 altsaa 3 Aar yngre end Fru Ørsted, hvis Venskabsfølelse
overfor ham ogsaa havde en mere moderlig Karakter. Sibbern stu
derede Jura og tog Embedseksamen i 1810, men havde tillige dyrket
Filosofien og andre Videnskaber, og i 1811 blev han Dr. phil.,
hvorpaa han i to Aar var udenlands. I Foraaret 1808 deltog han
i at vaage hos Ørsted under dennes Sygdom. Noget senere blev
han Ven af Huset og var hyppig Fruens Ledsager paa hendes dag
lige Spadsereture mest omkring paa Frederiksberg, hvor Ørsteds