AndersSandøeØrsted

T I D E N T I L 1 8 1 3

laa paa Landet hver Sommer til langt ud paa Efteraaret. Boligen

var i Smallegade ligeoverfor Gadekæret i en lav Stueetage. Paa

Ture i Frederiksberghave viste hun sig gerne i Søndagspublikum

met med sin elegante Holdning og smagfulde Paaklædning, og i

Trælysthuset i Søndermarken forelæste Sibbern for hende af Ho

mer, Sofokles og Platon. Under hans Rejse optog de en Brev

veksling, der førtes paa Tysk for Sprogøvelsens Skyld, og Sib

bern vedligeholdt gennem Aarene sin varme Beundring og Ven

skab for Ægteparret. Ogsaa han betoner, at Ørsted trods sin Travl

hed ikke stod udenfor Husets Omgangskreds; han holdt nemlig

op med Arbejdet Kl. 9 om Aftenen for at adsprede Tankerne inden

Sengetid 33). „Han var ikke den Mand,“ siger Sibbern, „der indeslut

tede sig i sit Arbejdsværelse men med en sjælden Aabenhed og

Villighed var han tilgængelig for enhver, deltog gerne i selskabe

lige Samkvem og var saa livlig i dem, at vi meget vel kender hans

mangfoldig spillende Vid og hans Sjælefrihed, som saa let syntes

at kunne kaste Arbejdets Tryk fra sig, og hvori altid den livligste

Godmodighed og Menneskekærlighed spillede.“ Denne Sjælefrihed

besad Sibbern dengang ikke selv i sit Forhold til Ørsteds Hustru.

Han kæmpede med en dyb Forelskelse, som det først efterhaanden

lykkedes hans energiske Optimisme at omstøbe til Venskab. „Ga-

brielis Breve“, som han skrev 1813— 14 men først udsendte 1826,

gemmer Minderne om denne Bølgegang i hans Sind og lader Sophie

Ørsteds Billede træde frem med hele Guldalderens Idealitet. („Ga-

brielis, næsten ganske som den er udkommen, fik jeg forelæst hende

i hendes sidste Leveaar. Hun hørte den med Interesse“ (F. C. Sib-

berns Optegnelser tilhørende Frk. P. Scharling)).

Det nære aandelige Fællesskab, der op gennem Aarene havde

bestaaet mellem de to Brødre Ørsted, kunde ikke blive mindsket

ved, at den yngstes Hustru var traadt til. Hun havde Berørings

punkter nok ogsaa med Hans Christians særlige Interesser, og hans

hele Personlighed harmonerede paa det bedste med hendes. Hun

skriver den 8. Marts 1806 til sin Broder34) : „Af min lille velsig

nede Svoger lærer jeg Astronomi i Vinter. Han lever godt; det er

en Trøst at se det Menneske, han er tilfreds med Nutiden, glæder

sig til Fremtiden, er bestandig i Aktivitet, og den sødeste Harmoni,

man kan ønske sig, hersker i hans Sjæl.“ Et Brev af 5. August

1806 fra H. C. Ørsted til Oehlenschlæger fortæller om deres Læs-