AndersSandøeØrsted

T I D E N T I L 1 8 1 3

ning af Fichtes nye Skrifter 35): „Jeg har læst en Del deraf for din

Søster, som ret godt kan følge hans Gang. Dersom det var muligt

at helbrede hende for en vis Hypokondri, som du ved, at hun nu

og da falder til, og som vel tildels grunder sig i hendes Sygelighed,

men dog langt mere i en ikke ganske tilfredsstillet Trang til noget

højere, saa vilde Fichtes rene Aand udrette det. Ved et Sted, som

talte om denne Trang til det højere og om den Følelse, et ædlere

Væsen maatte have, naar den blev utilfredsstillet, brast hun uvil-

kaarlig i Taarer; thi det var hendes eget Væsen, som var afbildet.“

Det følgende Aar kom Fichte iøvrigt paa Besøg i København, og

Sophie fortæller i et Brev til Baggesen om hendes og hendes Mands

lige dybe Betagelse, da Dr. Ørsted uventet mødte dem med den

beundrede Filosof: „Een Scene ønskede jeg saa inderligt, at du

havde været Vidne til, det var Fichtes og Ørsteds Sammentræffen.

Saa længe jeg lever vil det uudsletteligt staa for mine Øjne. De

mødtes i Haven. Jeg gik med Fichte. Ørsted kom ilende bleg som

et Lig men med mere end tidobbelt Liv i sine gennem Taarer

funklende Øjne. Fichte stod rolig, ventende, til han kom saa nær,

at han kunde række ham sin Haand. Ørsteds Stemme var kvalt, han

forsøgte at sige noget. Fichte saa ham lige i Ansigtet, og da han

havde set ham ret, trykte han ham inderligt til sit Bryst. Jeg saa

paa dem med mere end jordisk Salighed, vendte mit Blik til Him

len, og de varmeste Glædestaarer vædede mine Kinder“ 3G). H. C.

Ørsted, der først blev gift i 1814 nemlig med Sophies gode Veninde

den dygtige og sympatetiske Birgitte Ballum, kom til Stadighed

i den „huslige Kreds“ paa Vestergade, hvor der kunde faas Tanke-

udveksling og Munterhed. Et Fødselsdagsbrev fra 1809 (ledsagende

en Garnvinde) viser den lyse Tone, og man bemærker Iagttagelsen

af Tiltaleformen „De“ 37): „Af gammel Erfaring ved jeg, hvor-

meget det glæder Dem at faa godt Folk i Deres Garn. At se, hvor

ledes de maa dreje og vende sig, eftersom Deres Vilje fører Traa-

den, er Deres største Lyst. Kommer der nu og da en Kurre derpaa,

saa er det Deres mindste Sorg. De har Deres Fornøjelse af at se,

hvorledes den arme fangne trækkes frem og tilbage, indtil alt igen

kommer i Rigtighed. Jeg har tit beklaget, at De i mangen ensom

Time ingen havde, som De saaledes kunde tyrannisere. Jeg sender

Dem derfor til Deres Fødselsfest to sorte Negere med smukke hvide

Tænder, som altid er rede at lyde Deres Bud. Undertegnede giver