99 / 345
T I D E N T I L 1 8 1 3
7 9
Søster Sophie . . . Sophie lignede Kamma i mange Ting; hun var
ligesaa vittig, aandfuld og levende; men hun havde ikke den Lyst
til Sprogene og den mekaniske Færdighed som Kamma. Denne
havde læst overordentlig meget, Sophie grumme lidt; men med
utrolig Hurtighed forstod hun snart at sætte sig i Besiddelse af det
nødvendige . . . Hun var meget poetisk; Vemodens stille Fryd var
hun fortrolig med, hendes letvakte Følelse eksalterede hende stun
dom for meget. Aldrig lærte hun noget andet fremmed Sprog end
Tysk, og selv det kunde hun ikke grammatikalsk . . . Hun klædte
sig med Smag, syede selv alt hvad hun brugte, pyntede sig gerne
(hun var meget velskabt) og spaserede gerne . . . Min Søster var
meget huslig, holdt kun een Pige og fejede selv sine Stuer, hvad
man ikke skulde have formodet af hendes hvide Hænder. Hun
havde i sin Barndom lidt meget af Kopper; dog var Arrene vokse-
e temmelig ud, hun havde røde Kinder og store venlige levende
Øjne. Vielsen fandt Sted i Frederiksberg Kirke den 10. Juli 1802.
og det unge Par indrettede sig i Ungkarlelejligheden, hvorfra de
i 1804 flyttede til en af en Farver ejet Ejendom paa Vestergade,
nuværende Nr. 22. Oehlenschlægers Forlovede Christiane Heger
skriver til sin fraværende Søster Kamma, at de ikke havde villet
opsætte Bryllupet, for at Sophie ikke skulde blive syg igen, og der
saa aldrig skulde blive noget deraf. Begge de unge havde at kæmpe
med Svagelighed. „Havde den gode Ørsted kun ikke skrantet saa
meget dengang, en Følge af altfor ivrige Studeringer!“, skriver
ehlenschlæger24) . „Ogsaa min Søster led ofte af en Skarlagens
febers Følger, og naar hun gik stærkt, følte hun en underlig Ban
ken i Brystet formodentlig en Aareforstoppelse. Dette var dog ikke
i Stand til at svække hendes livlige Munterhed.“ I Marts 1806
S ° ^ ie
Ørsted ti] «*■ Broder,
der var bortrejst i August
f ' i *i”
S‘den du reJSte’ levet som saa' Anders er aldri»
ir.sk,hanarbejder og lider med den ham saa egne milde Taal-
modighed Gud i Himlen give ham bedre Dage, han fortjener dem
wst. Jeg ar i den sidste Tid været temmelig frisk og skal se mig
hg t mine sunde D a g e » ).“ I Marts 1807 skriver hun: „Jeg er i
Vinter temmelig frisk, lille Asse [Anders] som han plejer, dog
ret m un ter» ).“ I 1812 havde han en lang Sygdomsperiode, hvor
om mere senere. Ægteskabet kom til at savne Børn, et Forhold
vel bidrog til, at Sophie Ørsteds Liv fik en mere udadvendt