93 / 345
T I D E N T I L 1 8 1 3
75
Praksis kunde gøres med Hensyn til Principet for Bedømmelse af
Udeblivelsessager, nemlig at den udeblivende ordentligvis antoges
at tilstaa de i Stævningen angivne Fakta — ikke som Teoretikerne
hævdede at nægte dem — og med Hensyn til Kravene om, at Pro
ceserklæringer for at komme i Betragtning maatte være bestemte,
saavel som at Benægtelse maatte fremsættes udtrykkeligt og be
timeligt, jfr. Domme af 5. Aug. 1805, 2. Marts 1807, 9. s. M. og
21. Dec. 1807. Fremsættelse af Modkrav krævede et af Indstævnte
anlagt Kontrasøgsmaal, der behandledes i Forbindelse med Hoved-
søgsmaalet, og Besiddelsen af Haandskrift fritog for saadanne Kon
trasøgsmaal med Hensyn til illikvide Modkrav. Fra Ørsteds Pen
foreligger nogle Domme, af 20. Dec. 1802, 22. Sept. 1805 og 4.
April 1808, der bragte Klarhed i detté Æmne, der i hvert Fald
fra teoretisk Side var forvirret, nemlig pæget af Tendens til at be
grænse Adgangen til Kontrasøgsmaal det mest mulige, hvilket ikke
fra den materielle Retfærdigheds Synspunkt kunde være tiltalende.
En Tendens til Rummelighed og en Utilbøjelighed til at be
grænse Domstolens Frihed til at prøve Sagen i dens nu forelig
gende Skikkelse kan man vel ogsaa finde i Ørsteds Standpunkt ved
Afgørelse af Tvist om Rækkevidden af allerede foreliggende Dom
me eller af Domme, der er forbeholdt andre Retter. En Militær
person sagsøgtes ved Hof- og Stadsretten efter en Obligation, og
efterat han havde gjort Mindreaarighedsindsigelse gældende, dreje
de Sagen sig om, hvorvidt han var erstatningspligtig ved at have
skuffet Kreditor med en falsk Daabsattest. Dette var jo et strafbart
Forhold, og om Straf for ham kunde kun Krigsretten træffe A f
gørelse. Skulde nu Hof- og Stadsretten af denne Grund erklære
sig inkompetent i Erstatningsspørgsmaalet, idet Antagelsen af Er
statningspligt involverede Antagelse af strafbart Forhold, eller
kunde man holde sig til, at der alene var Tale om at statuere en
borgerlig Retsvirkning og at Afvigelsen fra en eventuelt modstri
dende Krigsretsafgørelse kun vilde komme til at ligge i Præmis
serne? Ørsted mente det sidste, bl. a. fordi den eventuelt erstat
ningsberettigede ellers overhovedet ikke vilde faa Retshjælp, hvis
de militære Myndigheder ikke bestemte sig til at rejse Straffesag
I Voteringen af 26. Juni 1802 gik Flertallet dog i modsat Retning,
len i den analoge Sag, der paadømtes 20. Okt. 1806, gennemførte
han under Dissens sit Synspunkt. Den ordinære Ret tog her et