18 / 314
1 5
ved hans Side for at lede om Vibeæg, faa skudt en Fugl eller
en Hare og saaledes bringe noget spiseligt hjem med til
Moder. Den bedste Frugt i Haven skulde hun naturligvis
ogsaa have. Haven, der var et Paradis for os Børn, var kun
lille og ikke meget kultiveret. Frugt var der ikke meget af,
og den, der var, var ikke fin. Jeg husker et Træ med Kejser
indepærer, som ingen turde røre, end ikke den nedfaldne
Frugt. Fandt vi en Pære, maatte vi straks bringe den til
Fader, som da undersøgte og skrællede den og bragte Moder
den. Skrællingerne var vore, og endnu kan jeg høre hendes
paa den føieligste, mest ydmyge Maade. I Artighed gjorde
han mine Større til Skamme, men alle vare saa gode at hen
regne deres mindre Lydighed til mere Livlighed i Karakter.
Ved første Maaltids Nydelse maatte jeg gjøre den søde Anna
bekjendt med min Sygdom, men hvor bekymret blev hun
over mig, fordi jeg den Dag, som de sagde, maatte sulte,
skjøndt jeg fik afsiet Bygsuppe og stuvede Grønærter til
Smørrebrød, hvortil de andre fik Skinke. To af hendes Søstre
og hendes Broder og Fritz Storck var der. Thiele og hans
Kone kom om Eftermiddagen i en deilig Gig og bragte Invi
tation fra Forældrene til Mandag, fordi jeg Søndag over
skulde hvile mig. Da jeg skulde presenteres for Thiele, var
jeg kommen op paa en høi Bakke i Haugen, hvor han og
Sophie bleve meget bestyrtede over at finde mig. At see
disse Sødskende samlede er velsignet, og jeg fremmalede i
Tankerne den glade Fremtid, naar jeg kommer til Eder, vi
skal da ogsaa forstaae at være lykkelige. Det bedste Gjæste-
kammer ovenpaa var bestemt for os, smaa nydelige Senge
til Christian og Natalie, og til Else et Kammer ved Siden af
saa deiligt, at vi gjorde Løjer med, at hun kunde føle sig
som Jeppe paa Bjerget, naar hun vaagnede. Jeg sov langt
bedre efter Touren, end jeg havde forventet, var nede ved
Theebordet Kl.
7
V
2
til alles Forundring. Min kjære Sophus
fandt den forunderligste Ro en Søndag Morgen, og Præste
manden der saae vi kun lidt til, før han kjørte til Annexet,
hvorhen Sophus fulgte ham.
E t lille Uheld havde jeg; den lille runde Papæske, hvori
jeg havde alle mine Kapper og Strimler, havde jeg glemt
hjemme. I disse velsignede Menneskers Selskab forstyrrede