NatalieZahle

dag, og da han i sin Tid efter Tur skulde prædike til Prøve

for Kongen, Frederik

., for at opnaa Embedet som Hof- og

Slotspræst, var det Moder, som ud af hans Prædikener valgte

den, han skulde holde. Han vilde tale for Hoffet som for

sin egen Menighed. Dagen efter kunde han skrive: »Misse,

du er bleven Hofpræst!« Det var dette inderlige Samliv, der

omgav os med en Atmosfære af øm og lykkelig Kærlighed,

som gjorde vort Barndomshjem til et Paradis, og som har

staaet for mig som mit skønneste Sjæleeje i Tiden der

efter.

Lykke. Denne Bænk havde hun yndet, og deroverfor var sat

et Kors af Marmor, omslynget af de skiønneste Blomster.

Flere deilige Steder saae jeg og kom dog ei meget udmattet

tilbage til den magelige Sopha. Som Søstre glædede de sig

over, at jeg havde kunnet gaa saa langt og bragte mig den

ene Forfriskning efter den anden. Nu kom der smaae og store

Æsler i Gaarden, og alle Børnene vare oppe at ride. Den

gamle Conferentzraad holdt paa lille Christian lige saa vel

som paa sine egne Børn. Som jeg sidder inde i Stuen, kom

mer en Herre og en Dame ind i Gaarden, og hvem skal jeg

see? — Hr. Rindom med Frue! Da han kom ind, kiendte han

mig godt, presenterte mig sin Kone og glædede sig meget

over mine Børn. De gjorde Visite. Flere Selskaber fra Om

egnen spadserede i Haugen, og Sophie sagde mig, at naar en

Karl gik med, var det tilladt Fremmede. Den søde Fru Hol-

ten gik nu selv omkring med mig i det yndige Huus, og vist

er det, at ingensteds har jeg seet bydes meer Gjæstfrihed;

jeg tror, jeg talte n Gjæsteværelser. Med Sophus var jeg

nede i Vognskuret og see alle de smukke Vogne. En ganske

ny Slags Reisevogn havde han faaet i disse Dage. Efter Thee

og en herlig Dessert af Frugt kjørte vi igjen hjem til Skulde

løv. Mit let pirrelige Blod var jo noget i Bevægelse, og da

begge vi Mødre havde faaet vore Smaaunger til Ro, satte vi

os allesammen og sloge en fornuftig Passiar af, saa Klokken

vel blev i ; men jeg var da saa, at mit Blod var bleven roli

gere, inden jeg skulde i Seng. Næste Morgen sov jeg og

alle mine — sogar Else — frygteligt; lille Christian vaagnede

Kl.

og sagde: »Nei, Mutter, vil du see, Else ligger endnu

i Sengen!« V i fik alle Hastværk, men med samme Mildhed