28 / 314
2 5
Sognefolk, og vi var ofte med, glade ved Turene og de dej
lige »Sigtebrødsrundtenommer«, der vankede.
Fra dette Stilhedens velsignede L iv bryder Erindringer
frem, som jeg ikke i det enkelte kan fastslaa, men kun an
tyde i Omrids, Erindringer, der vidner om en kristelig Sjæls
Omhu og Varme for den enkelte. Jeg husker saaledes, at
en Mand en T id hyppig kom og havde Samtaler med min
Fader i »Salen«. Der var en forunderlig Tysthed over Gaar-
dens Folk, naar han viste sig, som uvilkaarlig meddelte sig
til os Børn. Men naar han var gaaet, blev vi gerne vist ud
af Dagligstuen, og vi forstod, at der var noget vigtigt, Fader
vilde tale med Moder om. En Dag aabnede Fader Døren og
sagde ualmindelig højt til Moder, mens Manden gik ud af
Gaarden: »Aa, Mine! nu vil han til Alters!« Jeg saa Taarer
i Moders Øjne. Og saa kom en Dag, da der blev spændt for,
og Manden med Fader steg op i vor Kaleschevogn for at
køre til København. Fader tog ualmindelig varmt Afsked
med Moder, og da Vognen kørte, stod hun paa sine Krykker
ved Vinduet og hilste glad. Hvad mon det var? Der ymte-
des om blandt Folkene, at Manden var en Forbryder, maaske
en Morder, gættede vi Børn stille paa. Men da de var
kørt, satte jeg mig op i Sofaen og trykkede mig ind til Mo
der, hun lagde med Taarer sin Arm om min Skulder, men
intet Ord blev sagt.
For Resten levede min Fader ingenlunde et indesluttet
Liv. Han var meget søgt som Selskabsmand og Lejligheds
digter, privat som offentlig. Kom han hjem fra et eller andet
Møde eller Selskab, da var der livlige Samtaler mellem ham
og Moder, som det morede mig at høre paa, skønt jeg natur
ligvis ikke forstod meget deraf. Fra sin tidligste Ungdom
havde Fader syslet med Poesi, og efter hans Død samlede
hans Venner med stort Besvær de spredte Digte, der fandtes
efter ham og udgav dem. Om et af disse Digte vil jeg gerne
hidsætte følgende:
I Aaret
1821
stiftede Traadfabrikant Qvists Enke, Ma