31 / 314
2 8
Engang synker Tidens Vinge,
Du kan ikke længer gaae;
Dødningklokkerne skal ringe,
Du skal for din Dommer staae.
End din Gang i Jesu Navn!
Da Du finder Fredens Havn.
Min Broder, Peter Christian, var
1
V
2
Aar ældre end jeg,
mere stilfærdig, lidt svag af Helbred under sin Opvækst.
Men han var saa lykkelig at være Dreng, og det misundte
jeg ham stærkt. Mine Tilbøjeligheder gik ikke i kvindelig
Retning; Dukker, Dukketøj og Syning var ikke min Lyst.
Derimod at tumle ude, at lege i det fri, at hjælpe med i
Have og paa Mark! V i var vel forsynede med Vogne og
Trillebøre, Spader og River til alt Slags Høstarbejde, Have
dyrkning o. 1. Min Broder og jeg fik hver sit lille Have
stykke, og han var flittig der, og hans Have altid pæn. Men
jeg mindes ikke, at min afvandt mig stor Interesse. Jeg
var hellere med i Mark og Stald til at flytte Køerne og
til Malkningen, til at samle Lugekonernes Ukrudt og køre
det til Møddingen, uhyre stolt af hver lille betroet Opgave.
Jeg havde mangen en Dyst med mig selv at bestaa, f. Eks.
da der for at gøre Christian mere kæk*) blev anskaffet en
lille Hest til ham, som jeg ikke fik Lov til at bestige. Eller
en anden Gang, han havde faaet Duer i Foræring. Da husker
jeg, min Fader trøstende sagde til mig: »Men dig, Natalie,
giver jeg alle Spurvene!« Fra den Tid stammer min Kær
lighed til disse smaa »Gadedrenge« blandt Fuglene, jeg ser
endnu paa dem som mine. Eller naar han blev indøvet i
latinske Gloser, mens jeg maatte sidde med mit Haand-
arbejde hos Moder. Jeg vilde saa gerne have været Dreng,
og min Vanskelighed ved at holde mig rolig har kostet mig
* ) D e n n e D re n g h a v d e d o g M o d til, e n G a n g h a n s lille S ø s te r v a r
fa ld e n i V a n d e t, at h o ld e h e n d e o v e n V a n d e , til d e r k o m v o k s n e til
H jæ lp , h v ilk e t N . Z . ik k e s e lv k u n d e h u sk e , m e n o fte m e d G læ d e m in
d e d e s , m a n h a v d e fo rta lt h e n d e s o m B arn .
U de-