34
tet og sagde: »Kan lille Natalie huske, da jeg fik den af Præ
sten? Den er min bedste Skat«. Og Ingeborg viste mig Lage
ner, Duge og Servietter, der var spundne og vævede i Hved-
strup og sømmede og navnede af Moders egen Haand.
Ogsaa Moders Fødselsdag var en Fest. Jeg husker saa-
ledes Opfyldelsen af et af hendes længe nærede Fødselsdags
ønsker, et Bogskab. Om Morgenen stod det paa skraa ud
for Moders Seng, og paa det lille Kort, der fulgte med Ska
bet, havde Fader skrevet: »Gid du til sildigst Alder sige
maa: Min kære Sophus! Der skal Skabet staa! S. Z.«
I Foraaret
1835
tog min Moder efter Prof. Saxtorphs Raad
til København for i sine Forældres, Rodemester Bøttgers,
Hus at oppebie en Begivenhed, der baade af hende selv og
hendes nærmeste imødesaas med stor Ængstelse. Før sin
Afrejse fra Hvedstrup skrev hun til sin Broder, Rasmus
Bøttger, Præst i Barrit, følgende Brev:
S ø n d a g d.
29
. M a rts
1835
.
Kære Rasmus!
Da jeg ikke med Vished veed, om din elskede Nora be
finder sig i samme Omstændighed, som jeg desværre nu er
fuldkommen vis paa er Hovedgrunden til min langvarige
Svaghed, og dog saa inderlig gjerne ønsker at tale lidt ud
af Hjertets Kroge med dig, ædle kjære Broder! inden som
det nu lader til at mine lidet standsede Onder igjen bemestrer
sig min stakkels, udmattede Person og nægter mig at føre
Pennen med lidt Sammenhæng, saa er det da derfor, at jeg
dennegang skriver til Eder hver især, for at du kan tilbage
holde for din Nora, hvad muligen min tunge Sindsstemning
heri tydeligt og mørkt vil udtale. Naturlig staaer det til dig,
gode Broder, at meddele eller tilbageholde, hvad du selv
finder for godt; min Tanke herved er blot ikke at ryste din
gode Nora for meget.
A f vor kjære Moder har du vist erfaret, at efter Saxtorphs
erfarne Raad og vor egen gode Læges Tilskyndelse her, er
det bestemt, at jeg i Byen hos de ømme, gode Gamle skulde
oppebie denne tunge Stillings endelige Afgjørelse. Efter
at Marcher for en otte Dage siden saae mig og erfarede, at




