41 / 314
38
rejse?« »Ja, rejs og hold Deres Prædiken endnu i Morgen
(Fastelavnssøndag), men kom saa og bliv herude!«
Men om Søndagen holdt Vognen fra Hvedstrup udenfor
Slotskirken for at køre Fader hjem hurtigst mulig; han kom
en Time for silde. Moders Ansigt var i Sengen vendt mod
det Punkt paa Vejen, hvor Vognen kunde ses. Jeg for
stod, at Moder var død, men det var, som om jeg ikke
vilde have det at vide af nogen anden end min Fader.
Jeg undgik dem, der vilde tale til mig, deriblandt min Bed
stemoder,og løb ud i Haven for at vente der. Der kom Vognen.
Jeg løb atter tilbage for at møde den i Gaarden. Fader lod
køre til en Side, for ikke at gøre Støj foran Indgangsdøren.
Han stod hurtig af, kastede Frakken og løb ind i Soveværel
set, hvor han segnede ned ved Enden af Moders Seng. Hvem
kan nogen Sinde glemme et saadant Øjeblik? Hvad der blev
talt? Jeg ved det ikke. Alle græd stille, mest min Fader, sid
dende ved Hovedgærdet af Moders Seng, stundom holdende
mig foran sig. Det blev Aften, og vi kom i Seng, jeg som
sædvanlig i samme Værelse som mine Forældre, og Fader
som sædvanlig ved Moders Side, idelig og idelig beskuende
hende. Den Nat drømte jeg en Drøm, der har staaet klart
for mig Livet igennem. Jeg syntes, jeg kunde se op til en
dejlig stor Palme- og Blomsterhave. Op til den førte en
Stige. Moder stod oven over den og modtog Fader, som
straks kom efter. Begge stod de nu og saa ned, hvor min
Broder kom efter, arbejdende sig op. Men mig vinkede de
til med kærlige Smil, og til sidst løftedes Stigen, og jeg stod
ene tilbage. At Fader snart vilde gaa bort, og at min
Broder længe før mig vilde blive kaldt herfra, var fra den
Nat min sikre Overbevisning. Det er ogsaa sket saaledes.
Min Broder levede rigtignok meget længer, end jeg havde
troet, svag som han fra Barndommen var. Men min Fader
fulgte snart min Moder i Graven. Første Paaskedag prædi
kede han med synlig Anstrengelse i Slotskirken, kunde ikke
forrette Altertjenesten, men blev bragt syg hjem, og fjerde