40 / 314
3 7
til Hvedstrup af min Fader blev indledet i Kirken. Jeg var
den Gang
8
Aar, men jeg husker det alt, som var det i Gaar,
Moder staaende paa sine Krykker, Menigheden .omkring os
og Fader, som modtog hende med følgende Ord:
Bort Du drog med bitter Smerte,
Den Gang Vaarens Grønt brød frem,
»Aldrig seer jeg mer mit Hjem«,
Aned Du med sorgfuldt Hjerte.
Gud er mægtig i den svage,
See, Han førte dig tilbage.
Gak da ind i Herrens Kirke!
Han har hørt Dit Suk, Din Bøn,
Tvende Børn blev Smertens Løn,
Gid for dem Du længe virke!
Ømme Moder, sjældne Kvinde!
Gud vil Lønnens Krans Dig binde!
Da hun gik frem iblandt og efterfulgt af Menigheden til
sin Plads i Kirken, var ikke mange Øjne tørre. I Daaben
fik den ene Tvilling Navnet Vilhelm, den anden Frederik.
T il den første stod Omegnens Herremænd Fadder, til den
anden Egnens Gaardmænd, hvilket jeg husker forekom mig
uretfærdigt. De smaa Drenge var imidlertid meget skrøbe
lige, de døde kort T id efter hinanden af Kighoste. Moders
Sygelighed tiltog naturligvis yderligere efter alt dette i det
efterfølgende Aar.
I Oktober
1836
var min Fader bleven Hof- og Slotspræst
i København, og i Naadsensaaret, medens min Fader oPh°*dt
sig i Byen, laa min Moder næsten uafbrudt til Sengs. Mm
Bedstemoder kom da til Hvedstrup og tog vare paa alt
1
Huset. Min Fader kunde kun nu og da komme ud, Be or
dringen skete jo i de Tider ene med Vogn, men tristere og
tristere tegnede Udsigterne sig. Min Broder var allerede
den Gang sendt til Herlufsholm, saa jeg var ene hjemme
med Moder og Bedstemoder. Jeg mindes Faders Spørgs-
maal til Dr. Marcher en Lørdag, han tog bort: »Kan jeg