33 / 314
3 0
»Bedstemor«, »Kirsten« osv. Jeg mindes endnu den Rædsel,
jeg bragte over den virkelige Bedstemoder fra København
ved en Gang at bryde voldsomt ind i Dagligstuen og raabe:
»Far! Bedstemor har kælvet!« Ligeledes var det mig en
umaadelig Sorg, da den smukke Kalv, »Natalie«, skulde slag
tes i Anledning af Kokkepigens Bryllup. E t andet Sorgens
Øjeblik bragte mig i stærk Graad; jeg maa have været lille
den Gang. Kort og stumpet, som jeg var, kaldtes jeg hyppig
»Stumpen«. Da saa Pigen en Gang paa Spørgsmaalet om,
hvilket Lys hun skulde bruge i en lille Forstue foran et
Gæstekammer, hvor vi havde liggende Gæster, fik det Svar:
»Aa, du kan tænde Stumpen«, brød jeg ud i en Graad, som
dog snart dæmpedes af Moders blide Klap paa min Kind og
hendes søde, svage Røst, der sagde: »Nej, det var rigtignok
ikke dig, min lille Stump, jeg mente«. En uforglemmelig
Begivenhed fra min Barndom er følgende: For at opmuntre
os til at være flittige i vore Haver, havde Moder lovet at
»køre« hen og se det først modne Jordbær derude. En Dag
hørte jeg min Broder melde, at han snart havde et næsten
modent, og jeg forsikrede mig snart derom. Det var mer,
end jeg kunde bære. Jeg listede mig til at plukke et modent
Bær i et af Faders Bede og bandt det med en Traad til en
af mine Jordbærplanter. Moder var med stort Besvær bragt
ned til vore Bede i en af vore smaa Legevogne. Da kom
mer min Broder springende med Bærret i Traaden, der klart
beviste mit Forræderi. Jeg gik ved Siden af Vognen. E t Blik
paa mig var nok til at røbe Sammenhængen. Saa hørte jeg
min Moder sige til Ingeborg — hendes trofaste Pige — »vend
om, Ingeborg!« Og der stod jeg i min Ruelse ene tilbage.
Jeg vovede ikke at komme ind, før der blev kaldt til Middag.
Hvad vilde Fader sige? Jeg traadte ind og følte hans Øjne
paa mig. Jeg satte mig ved Bordet, næppe i Stand til at
spise det mindste. Men Fader og Moder sagde intet. Saa
kom Mørkningen, da jeg ellers glad krøb op i Sofaen mellem
dem begge. Jeg kunde ikke den Aften, men da jeg skulde