34 / 314
3i
sige Godnat, flød der en Taarestrøm i Moders Skød under
hendes varme Kys og kærlige: »Lille Natalie!« — og saa
kom jeg i Seng. Ellers var vi vel begge, min Broder Chri
stian, den senere Folketingsmand og Præst, P. Chr. Zahle,
og jeg, nu og da »uartige« . Det var vore Forældres mage
løse Husorden, at alle vore betroede Husfolk havde Lov til
at irettesætte, ja vel endog tugte os, naar det tiltrængtes.
Jeg ved aldrig af, at vi nogen Sinde vovede os til at klage
derover. Sladder var en ringeagtet Bedrift og blev altid
afvist med en Formaning om at bringe det i Orden mellem
os selv.
Paa Grund af et Stød i Hovedet, som jeg som lille havde
faaet, da vi legede Skjul, ved at fare for hurtig ind under
en Vogn og faa Beddingen i Hovedet, blev en gruopvæk
kende A. B. C. lagt hen til mit
7
ende Aar. Derimod kunde
jeg uden at vide stort af, hvad jeg gjorde, af mig selv i
Timevis sidde og skrive min Faders Breve af, og saaledes
maa jeg have lært at skrive, formodentlig ogsaa at læse.
I alt Fald sad jeg den lange Vinter
1836
—
37
, da min Moder
laa dødssyg, fordybet i Bulwers »Eugen Aram«, som maa
være kommen til os i en Læsepakke. Den gjorde et mægtigt
Indtryk paa mig. I min første Ungdom stod endnu en ædel
Skurk for mig som et Mandsideal, og Madeline, den høje,
skønne, stille Pige, som havde Mod til at overvære Pro
cessen og end ikke veg tilbage i sin Troskab, skønt hun
under denne anede Eugens Skyld, forekom mig som et Ideal
af en Kvinde. A f andre Bøger fra min Barndom mindes
jeg Coopers Romaner, især »Den sidste Mohikaner«, og af
danske, Hauchs »Guldmageren«. A f min Faders hyppige Op
læsninger, dels for os alene, dels med Tjenestefolkene som
Tilhørere, husker jeg endnu mange Vers og skønne Prosa
stykker, som Oehlenschlagers »Sokrates«, hvoraf jeg til de
seneste Tider har kunnet lange Stykker udenad.
Blev vi direkte kristelig paavirkede? Jeg ved det ikke.
Men min lille Aftenbøn bad jeg lydig og glad, og det reli-