19 / 314
1 6
kærlige,, svage Røst, naar hun sagde: »Skræl tykt, Sophus!«
mens Behandlingen foregik. Det samme gentog sig ved Jule
tid, naar der kom. Appelsiner til Huse. Fader skrællede dem
omhyggeligt til Moder og gav os hver et Stykke., Jeg min
des ikke i denne min Barndomstid nogen Sinde at have
spist en hel Appelsin.
Moder skulde helst være med i alt, ikke blot i, hvad Fader
skrev og digtede, men ogsaa i hele Gaardens Drift. Hvor
besværligt det end var, skulde Moder sættes i Puder i den
største af vore Bårne-Arbejdsvogne. Saa trak min. Broder
dette dog ikke mit Humear. thi Anna var strax tilrede, og i
deres Kreds, gaar det ei saa stivt og snevert til, som hos andre
Storfolk. Søndag Morgen kom hendes lille Dreng op med
Krave og Kappe til »Tante Mine«, saaledes fandt han af sig
selv paa at kalde mig. Min røde Kjole havde jeg paa og mit
brune Forklæde. Præsterne kom snart tilbage, og nu gik, vi
til et herligt Frokostbord, hvor den søde Anna til mig havde
en Spølkum stærk Suppe med Æ g paa. For de andre var
der til Dessert Madeira og fortrinlige Kirsebær.
Under denne Periode regnede det stærkt, og det vedblev
dermed, skjøndt noget mindre, medens vi gik til Kirke. Jeg
fik Kaloseher paa Benene og en hel Voxdugskaabe paa, saa
ingen Regn generede mig. Kirken, var ikke saa smuk som
Hvedstrup, men Prædikenen lignede i Godhed min Sophus’'s.
Kjærligheden var denne Gang Hovedemnet, ligesom da vi,
søde Moder, hørte ham i Helliggeistes Kirke, og med samme
Livlighed og Kraft blev det. behandlet. Sophus havde dog
den Triumph, om jeg saa maa sige, at Kirkerne her just hel
ler ej vrimlede af Tilhørere, men Christian Holten sagde
rigtignok, at der sjælden, var saa tomt som den Dag. Giftene
der er ikke at sammenligne med dem, Sophus faar her, og
Bønderne see ikke saa pæne ud i Kirken som vore. Veiret var
godt, da vi gik hjem, og vi fik T id til at see lidt ud over Egnen
fra Kirken, der ligger paa en meget høi Bakke. Deres deilige
Hauge ligger nedenfor i en Skraaning, og den smukke Præ
stegaard presenterer sig nydelig derfra. De havde bedt. Præ
sten Storcks og Thi el,es til Middag,, men V eiret forbød det
af sig selv.
Om Søndagen, var Bordet meget smagfuldt, men, «dog