274 / 314
2 7 1
Du, som var din Skoles bedste Smykke,
var dens Hjerteslag, dens dybe Kraft,
du, som nød saa fuldt og rigt den Lykke,
at dit Væ rk har Vækst og Fremgang haft,
fra os alle skal en Hyldest lyde
til dig i din Alders rige Kvæld,
alle har vi dig en Tak at yde,
ingen véd, hvor dybt vi er i Gæld.
Lykkelige vi, som kom i Lære
hos dig i en tidlig Ungdomsstund.
Vandt vi siden selv en Smule Ære,
vokste den af hine Dages Grund.
Du forstod at aabne vore Øjne
for den lille Gernings store Værd;
Hverdagsdonten vidste du at højne,
saa den blev os helliget og kær.
Selv begejstret tændte i vort Indre
du Begejstrings Lue varm og mild;
i dit eget Øje saa vi tindre
Glansen af dens rene Alterild.
Højt og rigt og mangefold begavet
bruste tit din Sjæl som Klippens Elv,
men, hvis du var streng til os i Kravet,
sparte visselig du ej dig selv.
Stærk din V ilje var, og stort du mægted,
over manges Sind du sælsomt bød,
og med Storhedsaanden dybt beslægtet
tændte manges V iljer du i Glød;
og selv stride Strømmes spredte Veje
du med Aandens Myndighed forstod
frem at lede i et roligt Leje,
trygt at samle til en frugtbar Flod.
Derfor var du Skolens bedste Smykke,
var dens Hjerteslag, dens dybe Kraft,
derfor takke vi dig for den Lykke,
at vi har hos dig en Gerning haft;
derfor al den Stund, du er i Live,
som vort Bannermærke høj du staar,
og vi ønske, at dig Gud vil give
længe Ungdomskraft trods hvide Haar.