272 / 314
269
kollegialt Samarbejde, hvor et saadant kunde ske uden Ind
griben i Skolens fri Karakter, men hævdede med Fasthed
dens Selvstændighed som uafhængig Institution. Naar man
betænker, at disse Forhandlinger førtes i hendes 83. Aar og
paa en Tid, hvor hun Dagen igennem var optaget af meget
andet Arbejde, som min Sygdom og Fraværelse paalagde
hende, maa sikkert alle føle den mest udelte Beundring. V id
nesbyrd herom modtog jeg da ogsaa paa mangfoldig Vis,
medens jeg var borte, og det var, som kunde de ikke for
stumme, da jeg kom tilbage. Naar jeg blot eksempelvis næv
ner, at hun i hele den anstrengende Eksamenstid mødte præ
cis K l. 8 om Morgenen ved Prøvernes Begyndelse, at hun
personlig indførte Karaktererne i Protokollen osv. osv., maa
dette vel i og for sig forbavse; naar hun ved Siden af
evnede at skænke hver enkelt af Dimittenderne Opmærk
somhed, at yde dem Trøst og Opmuntring eller tage Del i
deres Glæde, alt som det ene eller andet tiltrængtes, er det
vel ikke underligt, at Ordet »Beundring« endog forekom
baade de unge E lever og Lærerne et fattigt Udtryk for deres
Følelser.
Endnu mere betydningsfuld for mig var dog den kærlige
Forstaaelse, den aarvaagne Opmærksomhed for smaat og
stort, der prægede denne Frk. Zahles »Vikartid«, noget, in
gen har kunnet erfare i den Grad som jeg. Ved sine Besøg
hos mig paa Hospitalet bragte hun mig Meddelelser i saa
stor Udstrækning, som jeg kunde taale at modtage dem;
ved min Hjemkomst overgav hun mig sine Dagbogsopteg
nelser, supplerede med mundtlige Forklaringer, saa at jeg
meget snart havde Overblik over alle forandrede Forhold og
alle trufne Dispositioner, og i Løbet af forholdsvis kort Tid
kunde glide ind i det daglige Arbejde uden i nævneværdig
Grad at spore Følgerne af min lange Fraværelse.
Dette var Frk. Zahles sidste store Virksomhedsperiode
inden for hendes e g e n Skole, men frygtløst greb hun ind i
den offentlige Strid mellem Østersøgades Skole paa den ene,