267 / 314
264
til det sidste var lykkelig ved at samle om sig. Hver Ons
dag var det en fast Regel, at nogle af Vennerne spiste hos
hende, og efterhaanden som Børnene i Slægten, særlig da
den Mundtske og den Martensen-Larsenske, voksede til, var
de skiftevis med til disse Middage hos »Oldemor«.
En stor Kilde til Glæde tilførtes der hende gennem en
fortrolig Omgang med hendes Fætter, Højesteretssagfører
Zahle, og hans Familie. Han flyttede ind i Skolens E jen
dom 1895 og har boet der siden den Tid. Hans elskværdige
Hustru var som en kær Søster for Frk. Zahle, og i den
Børneflok, som voksede op omkring dem og efterhaanden
alle stiftede eget Hus og Hjem, skænkedes der hende ogsaa
den Glæde at have »Fremtiden« for Øje og tage de unge
° g yngste op i sin rige Kærlighed.
Om Sommeren kunde hun nu tidligere end ellers flytte
ud til sin lille beskedne Bolig i Vedbæk, hvor hun i Ferien
havde den store Glæde daglig at omgaas sine kære Venner,
Komtesse Moltke og Fru Bay, hvis Venskab betød saa ube
skrivelig meget for hende.
Men over Hjemmets Glæder tilsatte hun ikke Interessen
for »Skolen«, dette Ord taget baade i snævreste og videste
Udstrækning, baade som Begrebet Skole i Almindelighed og
som hendes egne og Østersøgades Skoler i Særdeleshed. Hun
havde altid en lille Bog i Lommen, i hvilken Forstander
inderne ved hvert Skoleaars Begyndelse skrev Navnene paa
hvert Barn i de forskellige Klasser, og i Eksamenstiden gik
Meddelelser om Udfaldet af de faldne Karakterer ufortøvet
til hende. T il hvilken som helst Tid kunde enhver E lev faa
Besked af Frk. Zahle om, »hvorledes hun stod«. Og som
hun var lydhør og fuld af Deltagelse over for hvert større og
mindre Spørgsmaal inden for vore egne Vægge, var hun le
vende interesseret i hvert Undervisningskrav, der dukkede
frem i den større Skoleverden; aldrig paakaldte man for
gæves hendes Opmærksomhed herfor.
Naar hun i sit L ivs Aftenstund saa ud over sit L ivs