266 / 314
263
Indadvendthed. Det var umuligt andet, end at en Natur
som hendes snart maatte længes efter sit daglige P ligt
arbejde, efter sit store Ansvar, efter Førerstillingen i den
store Gerning. Og hvor klar hun end selv var over, at de,
der nu stod med det Ansvar, hun hidtil havde baaret, ogsaa
maatte staa med den Frihed i V a lg og Afgørelse, hun selv
havde haft, og hvor loyalt hun end ønskede at overholde
sin frivillige Tilbagetrukkethed, kunde det ikke være andet,
end at en Længsel tit drog hende ud mod det myldrende
brogede, rastløse L iv i Skoleverdenen omkring hende. Dertil
kom, at nu, da hun havde opgivet sit bundne Arbejde, var
det naturligt, at en Reaktion indtraadte. Hun følte, at hun
ikke raadede over saa stor legemlig Kraft, som hun havde
paaregnet. Hun kunde ikke læse og skrive saa uafbrudt, som
hun havde haabet; næsten daglig lød det Suk gennem hen
des Ord, at Dagene gik og gik, og hun naaede ikke, hvad
hun vilde. Dette havde ogsaa sin Grund i, at hendes Tid
ikke blev respekteret som tidligere. Nu vilde hendes Ven
ner have Lov til at søge hende næsten til enhver Tid. Snart
ønskedes hendes Raad og Hjælp til det ene, snart til det
andet Formaal; nu kunde hun ikke som tidligere afværge
Anmodninger om at træde til her og der under Henvisning
til sin optagne Tid, kort sagt, der kom en Følelse af Spredt-
hed, af Utilfredsstillethed frem hos hende, som var vemodig
at være Vidne til.
Dog var naturligvis den første Tid den sværeste; alt som
Dage og Aar gik, faldt hun mer og mer til Ro i sit hygge
lige Hjem og i det Husliv, i hvilket hun var Sjælen til Glæde
for saa mange. Det var saa langt fra, at hendes Aand eller
hendes Sind indsnævredes med Alderen eller under de mere
stille Forhold, hun nu levede under, tværtimod, det var,
som om hun kunde lægge flere og flere ind til sit rige, varme
Hjerte, og som om hun kunde spænde over flere og flere
Interesser. Hun holdt fast ved de gamle Venner og havde
stor Glæde af at indbyde dem til de smaa »Vennelag«, hun