NatalieZahle

ledes betonede han stærkt, hvorledes det tjente hende til

Ære, at hun havde kunnet indarbejde de ny Undervisnings

krav organisk i den gamle Skoles L iv og saa vidt muligt

gennemtrængt dem med de Ideer, hun altid havde kæmpet

for. Derfor maatte hun skattes og mindes med uskrømtet

Tak og Beundring.

Forsamlingen fulgte Professor Drachmanns Ord med stor

Opmærksomhed, sikkert ogsaa i stor Tilslutning, men hjerte

ligst og inderligst samlede man sig om Frk. Zahle, da hun ud

talte sin Tak, ikke alene til Professor Drachmann og de til

stedeværende, men til de mange, af hvem hun nu i sit L ivs

Aften var blevet hædret. E t ubeskrivelig skønt Indtryk

gjorde det paa alle, da hun til Slutning udtalte, at hun vel

maatte erkende, at

»noget sandt maatte der være i alt, hvad der var blevet sagt

til hendes Pris, og at det vel maatte være saa, at hun virke

lig havde haft Lykke til at grundlægge noget, der havde

haft og vilde bevare sin Betydning for den danske Pigeskole.«

Det var en svær Dag for mange, sikkert sværest for hen

des Efterfølger, da hun bragte dette sit Farvel. V i samledes

til Slutning om hende i Afsyngelsen af en lille Sang, hun

havde skrevet i 1862 til en Skoleafslutning.

»Det er saa yndigt at følges ad,

hvor smaa og store har ét i Sinde«,

hvor ét de mange, som staa i Rad,

i Aand og Sandhed kan sammenbinde,

o giv da Herre,

at til din Æ re

der ét maa være,

som raader her.

Og er end Vejen os stundom tung,

saa Maalet glipper, og Hjertet sukker,

vi bede dig, som gør atter ung,

at L ivets Væld du paa ny oplukker

og aander over

det Haab, som sover,

saa frit det vover

sig frem igen.