265 / 314
262
Ja, hjælp os store, som vore smaa,
med frejdigt, frydefuldt Sind at vandre,
lær du os alle at agte paa
din Røst, der taler som ingen andre.
Ja, lær os alle
dit Navn paakalde,
og gyd i alle
din Kærlighed.
Endnu nogle Aar tog Frk. Zahle ivrig Del i Skolens A r
bejde, til 1903 som Styrer af Seminariet og Seminarieskolen,
med Frøknerne Chr. Lund*) og M. Steinthal samt med Kom
tesse G. Knuth som Forstanderinder, og til 1905 som Lærer
inde i Kristendomskundskab. Hun havde haabet med dette
begrænsede Arbejde at kunne gaa ind til, hvad hun kunde
kalde en H v i l e t i d . Hun havde længtes efter den stille
Tid, hun mente, hun nu vilde komme til at nyde; der havde
altid — om end stærkest i de senere Aar — tonet som en
K lage gennem hendes Liv, fordi hun syntes, hendes travle
Virken udadtil ikke lod hende skænke Uddybningen af sit
indre Væsen tilstrækkelig Røgt og Pleje. Hun betænkte
ikke, at denne Lidelse havde hun tilfælles med enhver dy
bere anlagt Natur, hos hvem dog Trangen til Handling til
lige er kraftig til Stede. For saadanne Naturer maa der med
Nødvendighed L ivet igennem staa som en Kamp mellem
Virksomheden udadtil og den stille Selvfordybelse indadtil.
Frk. Zahle havde fra sin tidlige Ungdom næret stor Kær
lighed til M a r t h a , — intet Under, de v a r beslægtede Na
turer, — men hun saa op til M a r i a, længtes efter som
hun at kunne sætte sig stille hen ved Herrens Fødder. Nu
var Tiden hertil kommet for hende, men den fuldkomne
Fred og Glæde, hun havde drømt om, kom ikke. Hun skulde
nu først lære, hvor meget hendes Udvikling og aandelige
Vækst hendes hele L iv igennem netop havde været betinget
af Vekselvirkningen mellem hendes Handlekraft og hendes
*) Indvalgt i Bestyrelsen 1903.