271 / 314
268
staas af enhver, der kender det mindste til hendes ideelle Syn
paa Verden i Almindelighed, Skolens og Lærerstandens V e r
den i Særdeleshed. Naturligvis var hun ikke blind for, hvor
meget retfærdigt og ønskeligt der var i mange af de Krav,
disse Sammenslutninger stillede, og de Maal, de sigtede
mod; men de Veje, der sloges ind paa, og Midlerne, der valg
tes, fyldte hende til Tider med Harme, ikke blot fordi An
grebene saa skaanselløst og i hendes Øjne saa uberettiget
vendtes mod hendes Venner, Bestyrerinderne af Østersø-
gades Skoler, men fordi hun fandt, at Lærerforeningens Op
træden var Standen uværdig. Naar det i nogle Mindeord,
skrevne faa Dage efter Frk. Zahles Død, udtaltes, at som
hun var sine Venners Ven, var hun ogsaa sine »Fjenders
Fjende«, mentes sikkert dermed, at hun aldrig af Menneske
frygt eller klog Beregning lod sig afholde fra at udtale sin
Mening lydeligt og tydeligt om, hvad der fyldte hendes Sind
med Uvilje, — derfor fjernedes i disse Kampens Aar man
gen, der kunde være blevet hendes Ven, fra hende, og, hvad
der bedrøvede hende langt mere, derved mistede hun enkelte,
der havde staaet hende nær i Venskab, noget, der voldte
hendes trofaste Sind Smerte. Men hvor stor en Afstand,
der var mellem hendes og den ny Tids Syn paa en Lærers
Kamp og de Vaaben, han tør bruge, tror jeg ikke, at Fler
tallet af hendes Modstandere har andet end sænket Kaarden
i Ærbødighed for den Aand, ud af hvilken hun talte eller
handlede.
Hun kom af og til i personlig Berøring med Førerne for
de ny Organisationer, saaledes i Skoleaaret 1908— 09, da hun
under min langvarige Sygdom traadte til og i mange Maa-
neder fungerede som Overbestyrer. Dette hendes andet »Re
gentskab« indtraf paa en for Skoleforholdene meget bevæget
Tid. »Forældreforeningen« stiftedes, der blev virket for et
snævrere Samarbejde mellem de forenede og de fri Skoler,
ja, vel endog for en fuldstændig Sammenslutning, men Frk.’
Zahle førte vor Skolesnekke i tryg Havn, indvilligede i et