80 / 314
77
blev kundskabsrige, indsigtsfulde, selvstændig tænkende
Mennesker, varme og stærke med fuld Klarhed over Livets
Krav og med fast Vilje til at opofre sig i deres Kald som
Hustruer, Mødre og Husmodre, som Tjenerinder for Herren.
Og den »enestaaende« Kvinde vilde jeg hjælpe til kyndig og
selvstændig at sørge for sig selv i en Gerning, hvortil hen
des legemlige og sjælelige Kræfter slog til, og som hendes
Interesse og Kærlighed drog hende til. Hun skulde ikke
mere nødes til at ty til Barmhjertighedsbrødet i Slægtninges
Huse, hvor hun dog tilvisse tidt havde udfyldt en udmærket
og påskønnelsesværdig Plads. Detlykkeligeste for en Kvinde
ansaa jeg for at være et Ægteskab, grundet paa Kærlighed
og levet i Kærlighed og Troskab, men lykkelig var ogsaa i
mine Tanker den, der kom til at indtage en selvstændig,
hæderlig Stilling som Borger i Samfundet, i Aandens eller
Haandens Tjeneste.
At jeg, opfyldt af alle saadanne Tanker og Drømme om
en fremtidig Virksomhed, ikke — som før sagt — var en
særlig flittig Arbejder overfor de Studier, som krævedes af
mig, vil man forstaa. Da jeg endelig vovede mig til at gaa
op til Eksamen, thi jeg havde endogsaa en Gang trukket
mig tilbage, efter at jeg havde indmeldt mig, fik jeg derfor
ingenlunde den »Udmærkelse«, nogle havde ventet af mig.
Vi fik ingen Karakterer, men skulde jeg dømme efter Nu
tidens Krav, tror jeg, jeg vilde have staaet i en høj 2den,
eller maaske paa Grund af mine Yndlingsfag, Dansk og
Pædagogik, i en nogenlunde pæn iste. Det var en Eksame
for Institutbestyrerinder, som jeg underkastede mig me
Tysk som Hovedfag, dertil Dansk, Historie, Geografi samt
Pædagogik. I sidstnævnte Fag havde jeg alt manuduceret
andre, før jeg selv tog Eksamen, og disse Timer havde været
en af mine Hovedindtægtskilder i disse drøje Studieaar,
der skulde tjenes og læses samtidig.