HøkerforeningenKøbenhavn

at Torvehandelens K a a r spiller en afgørende Rolle for Høkerne fra

den allerførste T id. Det vil endvidere fremgaa, at Høkernes K unde

kreds er Fattigfolk; og det var Høkerne ogsaa selv, som vi senere skal

faa at se. Enhver, der var blot et lille T rin oppe over Proletarstadiet,

købte selv sine V arer paa Torvet. Det var i Virkeligheden Skellet

mellem de jævne Borgere og Underklassen.

Den Plads, Høkerne paa denne M aade havde fundet i de større

Byer, og saaledes ogsaa i København, formodentlig allerede ved M id

delalderens Slutning, beholdt de uden væsentlige Ændringer, saa-

længe Middelalderens Næringstvang opretholdtes; ja, Perioden fra

1817 til 1857 rummede i Virkeligheden en retslig Tilbagegang i Ad

gangen til at drive Høkerhandel.

Det er først med Indførelsen af Næringsfriheden i 1857, at den

moderne Udvikling af Høkernes Stilling indledes. Først i dette A ar

forsvandt Middelalderens Aand fra det danske Næringsvæsen. Det

var den Begivenhed, der m aatte ske, for a t den københavnske Detail

handlerstands Pariakaste kunde begynde sin K am p for Ligeberet

tigelse med Detailhandlerstandens andre Grene, en Kamp, der i det

store og hele var kronet med Sejr før Aårhundredskiftet, da Høkerne

med Æ re tog deres Plads ved Siden af de andre Detailhandlere i den

nye Fællesrepræsentation.

Erhvervslivet i den middelalderlige By var organiseret i

Laug,

saa-

vel for Haandværkets som for Handelens Vedkommende, ja endnu

videre, ogsaa T ransporterhvervet var laugsbundet, saaledes Pram -

mændene for slet ikke at tale om de almindelige Vognmænd. Disse

Laug var sluttede, d. v. s. der herskede Adgangsbegrænsning, hvor

ved Konkurrence udelukkedes; og det var for saa vidt ogsaa M enin

gen. Øvrigheden fastsatte Takster for Arbejde og Priskuranter for

Handelen, saaledes at den enkeltes Handlefrihed var yderst begræn

set. Det er derfor naturligt at undersøge, om ikke ogsaa Høkerne

skulde have haft et Laug. Og det havde de. Den 12. December 1572

bekræfter »Borgemester och raadm and och kongens fogit udi Kiø-

benhafn«

Smørstikkernes Laugsartikler

eller »Skraa«, som det kald

tes. Efter Gennemlæsningen af den vilde m an tro, at det drejede sig

om Folk, der kun handlede med Smør en detail, for det fastslaas

udtrykkeligt som Laugets Hovedrettighed, at »ingen m aa sælge

Smør i Skaalepund, uden han er udi Lauget«. En saa specialiseret

Branche vilde m an jo paa Forhaand tro var umulig i en By, der