23 / 156
begge Sider, dels overfor Hørkræmm erne og dels overfor dem, der
solgte deres V arer pa a To rv eller fra Skib, eller som gav sig af med
egentlig Gadehandel. De havde nn faaet deres faste Stade i Tilværel
sen, som de ganske vist uophørligt m aatte forsvare overfor deres
mange Fjender, men de havde opnaaet at have Øvrigheden i Ryg
gen, n a a r de holdt sig inden for deres af Loven afstukne Grænser,
hvad de naturligvis ikke gjorde. Det var der nemlig ingen, der for-
m aaede inden for den Spændetrøje, som det gamle Laugsvæsen var.
Det havde sine Fordele derved, at det garanterede sin Indehaver en
vis Handelsret, m en til Gengæld lammede det ethvert Initiativ. Og
saa socialt havde Høkerne fundet deres Milieu, og det var beskedent
nok. Selv Smaafolk levede de af at forsyne andre Smaafolk med det
nødtørftigste til den beskedneste daglige Husholdning. F inder m an
end i det daværende København nu og da Høkere som E jere af Smaa-
huse, saa er det dog almindeligst, at de som »Kæ ldermænd« ha r ind
logeret sig hos andre Borgere. Hovedstammen i dem udgøres uden
Tvivl af Bønderkarle, der er indvandret som Arbejdsmænd og Sol
dater, og som, n aar Alderen næ rm er sig, søger over til Høkeriet som
et lettere Erhverv. V i ha r dog ogsaa Eksempler paa, at de hvervede
Soldater endnu, mens de gjorde Tjeneste, begyndte paa lidt Høker
handel, og det samme var Tilfældet med Flaadens Folk. I M andtallet
efter den store Brand i 1728 findes saaledes en Lejer i et Hus, der
betegnes: »Johan Madssøn, Fodguarde og Høker«.
Bortset fra det daglige Kævl mellem de forskellige H andlende i
København ligger Næringsspørgsmaalet nu stille i en lang Aarrække.
Det er først i Begyndelsen af det 19. Aarhundrede, at der atter røres
ved denne Lovgivning.