missionen, hvad der im idlertid ikke lykkedes dem. M an paalagde dog
Kommissionen at forhandle med dem hver for sig, hvad der ogsaa
skete. Derimod var der ingen, som faldt paa at tænke paa de Detail
handlere, der som Høkere ingen Organisation havde. Og de paa deres
Side vovede ikke som de fine Handelslaug a t henvende sig med
K rav til Regeringen. Dertil var Standsforskellen for stor og de smaa
for ydmyge. Der var ikke andet for end roligt at afvente, hvad de
høje H errer i deres uransagelige Visdom m aatte finde for godt at
diktere som Eksistensbetingelser for de m indre Næringsdrivende.
Det h a r sin Interesse at følge denne Sags Behandling paa dens Vej
fra Kommissionsbetænkning til Lov, fordi vi derigennem faar et
Udtryk for, hvorledes m an fra oven saa paa Høkerne og deres Mis
sion i Samfundet.
I sin Oversigt over de forskellige Næringsgrene gør Kommissionen
Antallet af de smaa Næringsdrivende saaledes op: »Høkere, Værtshus
holdere, Ø ltappere, Theskænkere, Billardholdere og Marketendere ud
gøre et Antal af ikke m indre end 1127 Personer, og da Handlende af
disse Klasser i Almindelighed ere gifte, kan m an fuldkommen antage,
at over 1100 Familier leve ved disse Næringsveje«. Det finder Kom
missionen ganske forargeligt, thi »disse Næringsveje udkræve ingen
Aandsdannelse og ingen Kundskaber, som skulde erhverves ved An
bringelse dertil fra Ungdommen. Det er derfor saa meget mere be
klageligt at erfare, at det som oftest ere Mennesker i deres kraft-
fuldeste Alder, som gribe til en saadan Levevej, der sætter dem i saa
godt som aldeles Uvirksomhed«. Selv om denne saarende Dom her
trykkes for første Gang og saaledes ikke kendtes af Datidens Høkere,
er det klart, at en Indstilling af denne Art hos Overklassen over for
deres Levevej naturligvis var dem bekendt. Den er typisk for D a
tidens kategoriske Domme over Underklassens Levevis. Motivet, der
ligger bagved, er dette: Underklassens Medlemmer er skabt til h aard t
legemligt Arbejde. Det er deres Arbejdskraft, der er Baggrunden for
Statens Velstand, derfor skal den ikke ødes i, hvad m an ansaa for et
Liv i IJvirksomhed bag en Disk ved et Arbejde, som enhver paa
G rund af Alder eller legemlig Skavank uduelig Person lige saa godt
kunde udføre. Det kan saaledes ikke undre, at Kommissionen efter
Korrespondance med Magistraten kom til det Resultat, at Antallet
af disse Næringsdrivende burde indskrænkes. Kommissionen indstil
lede derfor i sin Betænkning, »at ingen m aatte meddeles Borgerskab
20