26 / 156
eller Tilladelse til at drive Næringsvej som Høker etc., som ikke
havde en Alder af i det mindste 40 Aar«. Denne Aldersgrænse var
efter Datidens Forhold langt højere, end den vilde forekomme os.
Kommissionen bruger ligefrem herom Udtrykket: »aldrende Mænd«.
Med andre O rd : n aa r m an var blevet gammel og ikke duede mere,
saa kunde m an egne sig fortræffeligt til at blive Høker. Men ikke nok
hermed. M an afventede i dette Spørgsmaal ikke engang Sagens U d
gang. Den blev ordnet ganske underhaanden og i stor Hast. Allerede
den 26. April 1816, et helt A ar før selve Loven udkom, udgik der
et kgl. Reskript til Magistraten, hvori fastsloges, at der i Fremtiden
ikke m aatte meddeles Borgerskab paa disse Næringsveje, medmindre
den paagæ ldende var fyldt 45 Aar eller ogsaa paa Grund af Sygdom
eller andet Uheld, som han ikke selv havde foranlediget, var sat ud
af Stand til at ernære sig ved »den Profession eller anden
gavnlig
Haandtering, hvortil han i Ungdommen har været oplært«. Me
ningen var, som det rent ud hedder i Indledningen til dette Reskript:
»at forebygge, at arbejdsdygtige Mennesker forlade gavnligere Sysler
for at drive hine Næringsveje«. H er er saa sandt intet at tage Fejl af.
Det er det rene Fattigforsørgelsessynspunkt, m an anlægger.
Kommissionsbetænkningen gik fra Kommissionen til Kommerce-
kollegiet (Handelsm inisteriet); men her fandt Høkerne et varm
hjertet Forsvar, ligesom Kollegiets Bemærkninger til Betænkningen
rummer mange ganske moderne Synspunkter, som er værd at lægge
Mærke til, selv om de ikke førtes ud i Livet paa Grund af Danske
Kancellis Modstand.
Kommercekollegiet pointerede, at man aldeles ikke kunde gaa
med til, at Høkerne skulde henregnes blandt de Næringsdrivende,
der skulde være 40 Aar for at opnaa Borgerskab. Hensigten med
denne Bestemmelse var, som det vil erindres, dobbelt, dels skulde
Tallet paa disse Næringsdrivende bringes ned ved den højere Al
dersgrænse, og dels vilde m an forhindre, at Folk, der duede til andet,
ernærede sig ved disse Leveveje. Kommercekollegiet argumenterede
for Høkernes Vedkommende kraftigt herimod. Paastanden om, at
Antallet af Høkere skulde være for stort, kunde man aldeles ikke
anerkende. »N aar København har 324 Høkere, saavidt dette betyder
Detailhandlere med gemenlige Fødevarer, da synes dette Antal for
en Stad, der indeholder henved et Snes Tusind Familier ej endda
saa meget overdrevet, da det i Gennemsnit giver over 60 Familier
21