22 / 156
Det var en naturlig Følge af denne Ordning, at Hørkræmmerne
var den Klasse Handlende, m an nemmest kunde rage uklar med.
Allerede i 1723 kom det til en Strid, hvis endelige Udgang vi dog ikke
kender. I et kgl. Brev til Københavns Magistrat paalægges det denne
at indgive en Betænkning angaaende Sagen, der drejer sig om, at
nogle Høkere ha r klaget over, at Hørkræmmerne formener dem deres
Ret til at udsælge Hum le i Pundevis, saltet Sild i Fjerdinger og Salt
i Skæpper og smaa Maal. Det paalægges Magistraten at undersøge
Parternes skriftlige Erklæringer, »ja endog, om det skulde eragtes
fornøden, med nogle af de sagtmodigste af hvert Parti selv taler«.
Ogsaa fra anden Side lurede farlige Konkurrenter paa Høkernes
beskedne Næringsret, nemlig Torvebønder, Skippere og Sælgekoner.
I denne Sag tog Regeringen bestemt Høkernes Parti ved en Raad-
stueplakat af 2. Oktober 1741, der var Resultatet af et kgl. Reskript
til M agistraten af 1739. Heri fastslaas den moralske Ret, som ligger i,
at Høkerne i Modsætning til de ovenfor nævnte Konkurrenter har
Borgerskab og betaler Næringsskat, hvorfor de har Krav paa Rege
ringens Beskyttelse. Det indskærpes derefter Valbyboerne bl. a., at de
paa Torvet ikke m aa udhøkre Flæsk i m indre Kvantiteter end hele
og halve Sider, »men ingenlunde i Pundetal, saa og Smør udi hele
eller halve O ttinger, og det i uoverskaame Træer, samt Mel, Gryn
og Æ rter ej i m indre M aal end udi halve Skæppevis, Stadens Høkere
til Præjudice«. Lignende Regler indskærpedes Skipperne i Havnen,
der udsolgte Levnedsmidler, hvilket vi endnu h a r et Minde om i
Pæreskudernes Handel om Efteraaret. Militærets Kvinder, der bø
dede paa Mændenes knappe Sold ved at arbejde som Sælgekoner,
faar indskærpet, at de vel m aa falholde Fisk, F rugt og Østers, men
paa ingen M aade gaa Høkerne i Bedene ved at sælge deres Artikler
hverken pa a Gaden eller ved Omløben i Husene. Høkerne selv, der
naturligvis m aatte hilse en Forordning af denne Art med Glæde, faar
dog ogsaa et P a r formanende O rd med paa Vejen, der forøvrigt
ganske fortræffeligt karakteriserer Høkernes Milieu. Efter at det er
indskærpet dem at holde et godt Forraad af sunde Husholdnings
varer, hedder det videre »saa og at sælge samme i saa smaa Kvanti
teter (indtil skillingsvis inklusive), som maatte forlanges, og det for
billige Priser, paa det de, som behøver at købe samme, særdeles (især)
fattige Folk, ej skulde have Aarsag sig over Høkerne at besvære«.
Hermed havde Høkerne nu faaet fastslaaet deres Rettigheder til
l l