178 / 211
Helle Linde
mens børnene i 7 tilfælde deles. En kontroloptælling 1807 og 1842
viser den samme tendens.
Fordelingen af børnene har tilsyneladende ikke voldt de store
problemer. Det fremgår dog af enkelte sager, at mødrene har et
stærkt ønske om at få børnene (80/1813, 45 /1843 , 136/1843) og i
et par tilfælde forekommer det, at en mere veluddannet fader be
tinger sig, at drengebørnene senere overlades til ham til udda-
nelse, selvom moderen i første omgang får drengen (144/1813,
240/1813, 32/1843, 81/1843). Den, der ikke har fået børnene, kan
finde på at protestere et stykke tid efter separationen mod an
bringelsen, fordi børnene bliver forsømt (nr. 43/1813, 228/1813,
65/1843). Deles børnene, får faderen de ældste og moderen de
yngste, men kommer alle børnene til en af forældrene, synes bør
nenes alder ikke at spille nogen rolle. Hovedtrækket er, at bør
nene anbringes hos moderen, hvis ikke der er grund til andet.
Når børnene anbringes hos faderen, fremgår det ofte, enten at mo
deren er fordrukken eller har i sinde at tage arbejde som tjeneste
pige og derfor ikke kan have børnene. At moderen i 1843 oftere
får børnene, kan skyldes en ændring i samfundets indstilling til
mødre og børn, som også kendes i andre sammenhænge, men ho
vedårsagen er formodentlig generelle forbedringer i økonomien.
I 1813 var en enlig moder i en næsten umulig situation, hvis ikke
faderen kunne og ville betale et ordentligt underholdningsbidrag,
i 1843 var kvindernes mulighed for at forsørge sig selv bedre og
levestandarden i almindelighed så meget højere, at en fattig kvin
de, der skulle tage sig af sine børn alene, kunne komme over et
eksistensminimum.
De økonomiske betingelser for separationerne gav derimod an
ledning til strid, og uenighed herom var ofte årsag til, at separa
tionen slet ikke kunne gennemføres. Der skulle træffes aftale om
boets deling, underholdsbidrag til konen og underholdsbidrag til
børnene. Det gik endda nogenlunde med boets deling, som enten
aftaltes mellem parterne indbyrdes eller henvistes til skifterettens
afgørelse. Ofte var der ikke noget bo af betydning at dele. Den,
der havde børnene, blev normalt boende i hjemmet og udleverede
personlige ejendele og evt. andet af indboet til den, der flyttede.
Var der ingen børn, heller ikke fra tidligere ægteskaber, blev man
den i 1813 oftest boende i hjemmet, som i en del tilfælde har væ-
176