183 / 211
At skillesfra bord og seng
dette tidspunkt påtaget sig at aftale separationsvilkår i kraft af
Magistratens pligt til at afgøre stridsspørgsmål blandt byens ind
byggere, også ægteskabelige uoverensstemmelser. Allerede i 1726
findes eksempler i Magistratens sager på, at Magistraten forbe
handler og indstiller separationsansøgninger til kongen.14 Magi
straten oplyser på forespørgsel fra Danske Kancelli om antallet af
separationer 1788 -99 , at den i perioden 1788 -94 , altså før den for
melt fik tilladelse til at afgøre separationer, har gennemført ialt
118 separationer af ægtefolk. Der er tilsvarende indberetninger fra
resten af landet, men her er kun bevilget ganske få eller ingen se
parationer.15 Separationer er altså som så mange andre offentlige
foranstaltninger i 1700-tallet indført langsomt i praksis i Køben
havn, før de fastlægges i en egentlig lovgivning, som Nellemann
også gør opmærksom på.
I 1811 synes regeringen at være blevet noget betænkelig ved de
mange separationer og bestemmer, at gejstligheden igen skal med
virke som mæglere ved separationer »da det er vigtigt for borger
samfundets, som for hver enkelt families v e l
, og da reli
gionens bud, ikke mindre end statens love bør kaldes dem (sepa
rationsansøgerne) til minde«. Parternes sognepræst skal forsøge
at mægle i ægteskabet, før Magistraten begynder sagsbehandlin
gen, og Magistraten skal se en attest for mæglingen.16 Kristen
dommen kommer temmelig langt nede i forordningens priori
tering, men påbuddet om gejstlig mægling bliver overholdt ifølge
notater i separationsprotokollerne. I en forordning om præsters
embede ang. ægteskaber 1824 gentages bestemmelsen, og der
lægges noget større vægt på kristendommens rolle. Præsten skal
forsøge »hvorvidt han ved religiøse forestillinger kan bringe dem
til atter at leve sammen i endrægtigt og kristeligt ægteskab«.17
Gejstligheden og Magistratens mæglinger har iøvrigt ikke sat sig
mange spor i Magistratens arkiv.
I 1790'erne giver kancelliet bestemmelser, som letter vilkårene
for kvinderne. 1794 bestemmes, at separerede kvinder må kalde
sig enker, 1796 at mænd, der ikke forsørger deres kone, skal sæt
tes i bidrag af øvrigheden, og 1798 at en separeret kvinde må
fortsætte mandens profession på samme vilkår som enker.18 Jeg
har ikke fundet eksempler på, at myndighederne forsøger at ind
skrænke kvindernes muligheder for at komme ud af et ægteskab.
181