188 / 211
Kærlighed til kaldet - et tveægget sværd
- om håndarbejdsundervisning
og lærerindernes professionalisme
A fMinna Kragelund
Den følgende tekst handler om, hvordan og hvorfor kærlighed til
og glæde ved en urgammel kvindelig beskæftigelse - nemlig hånd
arbejde - blev sat i anden række på grund af kærlighed til kaldet
- lærerindekaldet - og på grund af dyb veneration over for det so
ciale ansvar, som børneskolen havde påtaget sig i løbet af 1800-
tallet.
Emnet er håndarbejdsundervisning i københavnske kommune
skoler år 1900, og det kan jo ellers lyde harm løst nok. Men sådan
var det slet ikke. Hundredvis af kvinder og en del mænd deltog i
1880'erne og 90'erne i en meget følelsesladet diskussion om net
op pigernes undervisning i håndarbejde. Diskussionen handlede
imidlertid også om lærerindernes kamp for professionalisme og
for at få indflydelse i det mandsdominerede samfund, - her spe
cielt det mandsdominerede skolevæsen.
Skoledirektionen i København ønskede en revision af samtlige
fags undervisningsplaner, og det er forarbejdet hertil, der giver
os mulighed for at se ind i og ind bag de mange diskussioner. På
Københavns Stadsarkiv ligger et stort arkivmateriale herom, og
det vil vi vende tilbage til.
Glæden ved håndarbejde
Men først lidt mere om glæden ved håndarbejde, for det må man
ge af de 416 københavnske lærerinder, der i 1900 underviste i
håndarbejde, have kendt til. Helt indtil 1922 rekrutteredes lære
rinder nemlig fortrinsvis fra borgerskabet, småborgerskabet og
mellemklassen,1 og i deres opvækst har mange af dem uden tvivl
stiftet bekendtskab både med de helt basale nødvendige hånd-
arbejdsaktiviteter og med de mere glædesbetonede, f.eks. broderi
og anden dekoration. De har også kendt til den glæde, det var at
samle udstyr, hvor fremtidsdrømmen om mand, hjem og børn
186