192 / 211
ningen, idet de mente, at den ikke var grundlæggende og syste
matisk nok. Kritikken var i stor udstrækning inspireret af den
tyske pædagog Rosalie Schallenfeld, hvis ideer diskuteredes og af
prøvedes i alle nordeuropæiske lande. Rosalie Schallenfeld udgav
i 1861 sin første bog om håndarbejdsundervisning,5 hvori hun
fremlagde nogle hidtil usete krav til og anvisninger på håndar-
bejdsundervisning. Indtil da havde den meste skoleundervisning
været et supplement til hjemmenes oplæring af pigerne i tekstile
aktiviteter, og i skolen blev der lagt megen vægt på pyntelige ting.
Rosalie Schallenfeld så imidlertid håndarbejdsundervisning i et
langt større perspektiv. Den skulle ikke alene være en oplæring i
teknik, men i endnu højere grad være del af en dannende proces,
hvorigennem pigerne skulle oplæres og øves i at blive selvstæn
dige og ansvarsbevidste samfundsborgere. Det ville efter tidens
opfattelse af bl.a. kønsrollemønstre sige, at pigerne skulle lære
det, der var nødvendigt for en tjenestepige, der senere kunne blive
hustru og moder. De skulle lære at tilvirke de mest almindelige
klædningsstykker, især til børn, samt de tekstiler, der iøvrigt var
nødvendige i et hjem. Det drejede sig først og fremmest om sim
pelt linned, dvs undertøj, og om bord-, senge- og køkkenlinned.
Især skulle de øves i reparation og vedligeholdelse, og de skulle
lære at forstå værdien af ordenssans, akkuratesse, renlighed og
nøjsomhed. Det var de basale behov, som håndarbejdsundervis-
ningen skulle tilgodese, - ikke luksusbetonede sider af tilværel
sen.
Systematisk undervisningsmetode
For at give håndarbejdsundervisningen dette indhold introdu
ceredes en ny systematisk opbygget undervisningsmetode.6 Den
lagde vægt på at lære pigerne de bagvedliggende principper frem
for kun at lære dem at fremstille produkterne. Pigerne skulle
først lære at beherske de svære dele af en håndarbejdsproces, før
de gik i gang med hele processen. F.eks. skulle de ved indlæring
af strømpestrikning, som var en meget vigtig disciplin dengang,
først strikke en læg med behørige indtagninger. Dernæst skulle
de strikke en hæl og til sidst en tå. Først når alle tre ting var strik
ket perfekt som prøver, fik pigen lov til at strikke en hel strømpe.
Nyt var det, at eleverne selv skulle igennem bl.a. planlægning
Minna Kragelund
190